Da adm. direktør Per Kirchner i 2007 købte sig ind i Novicell bestod det af otte medarbejdere i en villa lidt uden for Aarhus.
Siden er det gået stærkt, og det digitale konsulenthus har leveret det ene rekordresultat efter det andet.
I dag beskæftiger Novicell 130 medarbejdere på tre adresser i Aarhus, København og Barcelona.
I 2015 ansatte Novicell 40 nye medarbejdere, hvilket betyder, at pladsen i Skandinavisk Tobakskompagnis tidligere domicil i den sydlige del af Aarhus, der blev købt for to år siden, er ved at blive for trang.
– Da vi flyttede ind, kunne vi kun fylde halvdelen af bygningen, og derfor etablerede vi et mindre kontorfællesskab for at udnytte pladsen. De lejemål er dog sagt op nu, da vi hver måned må bære nye skriveborde ind til nye medarbejdere, lyder det fra Per Kirchner, adm. direktør i Novicell, i en pressemeddelelse.
Fuld fart frem
Novicell kom ud af 2015 med et overskud før skat på 10,9 mio. kr. mod 6,8 mio. kr. året før.
Samlet set leverede Novicell samt datterselskaber en vækst i EBITDA på 51 %. Fremgangen forklarer Novicell-direktøren således:
– Vi er især lykkedes med at cementere vores placering i markedet i krydsfeltet mellem de traditionelle forretningskonsulenter og det klassiske web- og it-bureau. Virksomheder går ikke længere i markedet for at købe et stort og flot website – de går i markedet for at få hjælp til at løse en forretningsstrategisk udfordring med nogle digitale værktøjer, siger Per Kirchner
– Det paradigmeskift har vi været i stand til at honorere ved altid at have fokus på kundernes forretning frem for en eller anden smart teknologi, fortsætter han.
Opkøb i Spanien
Og nu skal Novicells vækstformel for alvor stå sin prøve, da bureauet har opkøbt et mindre, spansk bureau med base i Barcelona – og opkøbet kan være det første af en stribe, fortæller Per Kirchner.
– Vi har vist, at vores tilgang til markedet og vores interne forretningslogik er en solid vækstformel, så nu lægger vi simpelthen formlen ned over nogle fantastisk dygtige, spanske udviklere. Jeg er overbevist om, at resultatet vil blive vækst, som i Danmark, siger Per Kirchner.
– Bliver det det, så vil vi begynde at afsøge de europæiske storbyer efter lignende cases, og så tegner der sig et billede af, at vi er ved at bygge noget stort.
Novicells nye kontor i Barcelona beskæftiger ni medarbejdere. Planen er, at kontoret hovedsageligt skal servicere spanske kunder og vækste på dette marked – ressourcerne skal dog også kunne leveres på tværs af landegrænser.
Novicell 2015/2014
(Mio. kr.)
Bruttofortjeneste: 54,3/37,9
Resultat før skat: 10,9/6,8
Årets resultat: 8,6/5,1