70-75 pct. af en omsætning på knap 900 mio. kr. kommer fra Novo Nordisk. Og Novo Nordisk IT (NNIT) vil gerne have endnu mere arbejde fra den store søskende. Men samtidig vil man gerne have andelen af Novo Nordisk arbejde ned. Det realistiske mål hedder 50/50.
Opgaven lyder kort sagt på klar vækst på eksterne kunder, og her skal marketing spille en rolle. Bl.a. derfor har firmaet været gennem en bureau-runde med henblik på valg af ny partner.
Syv bureauer deltog i de indledende samtaler, to blev udvalgt til en konkurrence, der skulle afdække, hvem der bedst matchede de kompetencer NNIT har brug for.
Resultatet blev, at Sepia Proximity nu kan skrive NNIT på kundelisten. Bureauet var oppe mod en konstellation af Tomas Gorrisen og Brandhouse.
NNIT har tidligere arbejdet med in-house bureauet e-Sense.
– Men bureauet har mere og mere fokus på eksterne kunder samt på e-business, og derfor var det naturligt for os at søge en ekstern partner, der bedre matcher vores behov. Vi er meget relations-fokuserede, siger Marketing Manager Kim Christensen.
Han er tiltrådt for fire måneder siden, og en af hans opgaver er at skabe større intern forståelse for, hvad marketing kan..
– Vi skal have større strategisk tyngde og være gode til at koble salg og marketing sammen. Marketings opgave er klart at bidrage med leads til salget, siger Kim Christensen.