Finanstilsynet melder Novo Nordisk til politiet for at have været for lang tid om at offentliggøre et afslag fra FDA. Det oplyser medicinalselskabet ifølge Ritzau.

Anmeldelsen vedrører Novo Nordisks modtagelse af et såkaldt Complete Response Letter fra de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA fredag aften den 8. februar 2013. Af brevet fremgik det, at FDA ikke kunne godkende insulinprodukterne Tresiba og Ryzodeg på det foreliggende grundlag.

Men Novo Nordisk offentliggjorde først informationen om FDA’s afgørelse i en selskabsmeddelelse søndag den 10. februar efter en intensiv undersøgelse og vurdering af afgørelsens konsekvenser og betydning. Finanstilsynets mener, at selskabsmeddelelsen burde være udsendt allerede fredag aften.

Novo Nordisk tager Finanstilsynets beslutning til efterretning og vil samarbejde med de relevante myndigheder om undersøgelsen.

/ritzau/