Det er ikke nok at sige det. Man skal vise, at man gør det.
Det er nok den vigtigste årsag til, at Novozymes, der udvikler og sælger enzymer verden over, igen i år tager førstepladsen, når erhvervsjournalister kårer Danmarks bedste virksomhed til kommunikation i det såkaldte PR-barometer udarbejdet af analyseinstituttet Aalund, skriver Berlingske.
”Virksomheden har ganske enkelt nogle fantastiske produkter og en bragende god historie at fortælle”, lyder bedømmelsen. Dernæst kommer, at topledelsen i skikkelse af den administrerende direktør Steen Riisgaard er både åben og tilgængelig.
Det er, som professor i strategisk kommunikation ved Syddansk Universitet Lars Thøger Christensen formulerer det ”the usual suspects”, der topper årets PR-barometer.
Aalund beder hvert år erhvervsjournalister, der jævnligt er i kontakt med de pågældende virksomheder, om at give selskabernes pressehåndtering en karakter fra 1 til 10 på en række parametre. Heriblandt åbenhed og tilgængelighed. Novo Nordisk er ikke overraskende nummer to og Danfoss nummer tre. Desuden har Coloplast indtaget fjerdepladsen med et stort spring fra en plads som nummer 16 sidste år.