Teknologien har gang på gang vist sig at booste kreativiteten og dermed skabe mere effektive kampagner.
Kunsten består i at lade brands og forbrugere mødes i nye sammenhænge, som opstår efterhånden som teknologien bliver tilstrækkeligt udviklet.
Den store udfordring er naturligvis, hvordan et brand eller bureau bringer sig på omdrejningshøjde med begivenhedernes gang og vover sig ud i at bryde med den klassiske reklametankegang.
Det er et af de store spørgsmål, som søges besvaret, når Danmarks første ”reklame-hackathon” løber af stablen i den kommende weekend.
Kreativitet møder teknologi
Her vil 50 kreative talenter, forretningsudviklere og hardcore nørder spendere 54 timer på at knække koden til fremtidens markedsføring. Formålet er at ”hacke” og nedbryde rammerne for den klassiske marketingdisciplin i løbet af et tre dage langt forløb.
Herfra stammer også begrebet ”hackathon”, som er en sammentrækning af ordene hacking og maraton.
Future of Advertising Hackaton bliver arrangereret i et samarbejde mellem Future Hacks, reklamebureauet Envision og Happy 42, som indtil videre står bag 75 hackathons rundt omkring i verden.
Undervejs får deltagerne bl.a. mulighed for at trække på et team af mentorer, der tæller navne fra både annoncør- og bureausiden. En af dem er UncleGreys Creative Director, Thomas Ilum, der for år tilbage, som én af de første danskere, vandt den eftertragtede Future Lions-award, som blev startskuddet på en international karriere med stribevis af priser ved Cannes Lions, D&AD, Eurobest og Clio Awards på cv’et.
Det får dog på ingen måde Thomas Ilum til at sænke forventningerne til weekendens arrangement, som han skønner kan medvirke til højne niveauet for den kreative branche.
– Med et arrangement som hackatonet får vi mulighed for åbne dialogen omkring, hvad der skal til for at udvikle branchen og være kreativ i en digital virkelighed.
Vi har jo set talrige eksempler på, hvad der sker, når man blander vildt forskellige kompetencer – hvilken energi, der bliver forløst, når en digital udvikler får sat strøm til en kreativ idé, eller når ny teknologi bliver langt i hænderne på folk, der er i fuldstændig sync med adfærd hos forbrugeren, lyder det fra Thomas Ilum.
– Jeg glæder mig altid over al den viden, som unge talenter har med i bagagen. Men de har også meget at lære. Jeg håber, at min erfaring er med til at forme og tilpasse projekter til en kommerciel virkelighed, hvor det er brugeren – og ikke mindst, adfærd, der bestemmer, kan bidrage til, at de kommer helt i mål, tilføjer Thomas Ilum.
Han er i øvrigt ingen novice i mentor-rollen. Thomas Ilum har nemlig igennem en årrække fungeret som mentor for studerende i Miami Ad School-netværket og stået i spidsen for McCann Londons ”Agency Lab” talent-program, som blev iværksat i samarbejde med Miami Ad School.
Adgang til ny teknologi
Deltagerne på Future of Advertising Hackaton får foruden mentorerne, også mulighed for at hente inspiration fra en række tech-talks fredag aften og lørdag formiddag, hvor bl.a. 3D-printing, beacons og kunstig intelligens er på agendaen.
Ideen til Future of Advertising Hackaton udspringer ifølge envisions digitale direktør Hannu Vangsgaard fra et tidligere hackathon.
– Kravet til os reklamebureauer er, at vi skal kunne tænke digitale løsninger ind i alt, hvad vi laver. Det gør vi hver dag, men med et hackaton får vi mulighed for at løsrive os fra en travl hverdag, hvor der skal leveres oplæg og produceres i et rasende tempo, for til gengæld at få en enestående mulighed for at tænke i helt nye baner, forklarer Hannu Vangsgaard.
– Jeg ser primært hackathonet som en fantastik øvelse i at arbejde på en ny, og mere agil måde, hvor vi smadrer siloerne mellem kreativitet, forbrugerindsigt og teknologi, fremhæver Hannu Vangsgaard og henviser til sidste års hackathon, hvor detailhandlen stod for skud.
– Jeg deltog selv i sidste års detail-hackathon. Det er en så komprimeret og intens disciplin, at det uvægerligt skaber en disruption for de involverede. For mit vedkommende var det en perspektivforskydning af de helt store, fastslår Hannu Vangsgaard og håber således også, at den kommende hackaton efterlader deltagerne med en noget nær lignende oplevelse – og forhåbentlig med konkrete ideer til at udvikle ny forretning.
Konkrete ideer på bordet
Et af de brands er måske Kia Motors?
Marketingdirektør for Kia Motors, Rasmus Aagaard, henvendte sig nemlig og spurgte, om et brand som Kia kunne medvirke som case.
Selvom det ikke var en del af det oprindelige koncept, var arrangørerne lynhurtigt med på ideen og har efterfølgende valgt at gøre plads til yderligere to brands, såfremt der kommer flere henvendelser.
– Vi aner ikke, hvad vi får ud af at deltage, men det er faktisk også en del af pointen. En gang i mellem er det sundt at lægge fra land uden at vide præcist, hvor rejsen går hen. Vi lever i en tid, hvor marketing undergår en kæmpe forvandling, og som brand tror jeg, at det er sundt at blive udfordret på vores måde at tænke – og gøre tingene på, konstaterer marketingdirektøren
– Hvem ved – måske er der en ide, vi vælger at eksekvere, slutter Rasmus Aagaard.
Future of Advertising Hackaton foregår 23. – 25. oktober i Aarhus. Læs mere om arrangementet her.