Lady Gaga er der, Justin Bieber er der, Barack Obama er der – og nu kommer paven også.

Mandag vil det katolske overhoved, 85-årige Benedikt XVI, gøre som millioner af mennesker verden over og åbne en profil på det rasende populære sociale netværk Twitter for at sprede sit budskab, skriver CNN.

– Initiativet udspringer fra pavens ønske om at gøre brug af alle muligheder for kommunikation, som teknologien tilbyder, og som er karakteristisk for verden i dag, fortæller ærkebiskop Claudio Maria Celli til Vatikanets avis, L’Osservatore Romano.

Det vides ikke endnu med sikkerhed, hvad paven vil kalde sig på Twitter, men kontonavnet “@BenedictusPPXVI” er tilsyneladende i spil.

Pave Benedikt XVI, som er født under det borgerlige navn Joseph Ratzinger, er ellers ikke en mand, der er kendt for at følge med tiden. Et af de skriftsteder, han holder mest af, er Romerbrevet 12.2, hvor der står: “Tilpas jer ikke denne verden”.

På Twitter kommer han i selskab med andre religiøse frontfigurer, som allerede boltrer sig i det specielle tekstunivers på nettet.

Det gælder blandt andre tibetanernes Dalai Lama, som har 5,4 millioner mennesker, som følger med i hans beskeder om dette og hint.

Der er dog langt op på popularitetsbarometeret til popfænomet Lady Gaga og teenagesensationen Justin Bieber, som begge har omkring 31 millioner følgere på det sociale netværk. USA’s præsident, Barack Obama, må nøjes med 24 millioner.

 

/ritzau/