Når sommertiden slutter den sidste søndag i oktober, får vi en time ekstra at gøre godt med, og den time synes pensionsselskaberne, vi burde bruge på at finde ud af, hvad der er op og ned på vores pensionsforhold.
Derfor har en samlet pensionsbranche – 25 pensionskasser, Forsikring & Pension og ATP – i dag skudt en kampagne i gang, som skal få os til netop det: At bruge den ekstra time, vi får foræret på søndag til at give vores pension et servicetjek.
I forbindelse med kampagnen holder pensionsselskaberne søndag den 25. oktober telefonerne åbne fra 11-14 og inviterer alle til at ringe ind og få en snak om deres pension.
Og noget tyder på, at det kunne være en forholdsvis god idé, for ifølge Forsikring & Pension bruger 56 procent af os under 1 time på pension. Om året.
En tredjedel læser ikke deres årsopgørelse fra pensionsselskabet – og hver fjerde har aldrig undersøgt, om deres behov for pension er dækket…
Stærkt når branchen står sammen
Første store fællesaktivitet i kampagnen er ophængning af et mega-banner (476 m2) på Nørreport, hvorfra TV 2 Finans tidligere i dag sendte live (se foto).
Banneret kommer de næste to uger til at hænge på ATP ejendommen.
Andre fælles aktiviteter er bl.a. online og printannoncer, nyhedsbreve, bannere, interne annoncer på selskabernes hjemmesider, fælles presseindsats og åben kundeservice i alle 25 selskaber søndag den 25. oktober fra 11-14.
Konceptet minder om det, der kørte under navnet Pensionsdagen sidste år – og det var en succes, som gav et markant løft i kendskabet.
Men den helt store forskel i år er, at hele branchen står bag, og det glæder hos den oprindelige initiativtager, ATP:
Kommunikationsdirektør Annemette Moesgaard siger:
– I ATP er vores ambition at gøre det lettere for danskerne at forstå deres pension. Den ambition deler vi med resten af pensionsbranchen. Med Pensionsdagen har vi skabt et stærkt koncept og en god platform til at oplyse danskerne om vigtigheden af pension – og konceptet bliver kun endnu stærkere af, at hele branchen står sammen og dermed i fællesskab bidrager til at få danskerne engageret i deres pension. At ATP sammen med Hjaltelin & Stahl har skabt og udviklet en idé, som hele branchen har taget til sig, gør mig stolt og glad.
Besøg kampagnesitet Pensionsdagen.dk her.