Danmarks Frisørmesterforening står bag ny frisørportal, der har fokus på hårmode og styling. Portalen hedder Hairlook.dk og den åbner officielt på mandag d. 14. november. Portalen er for alle med interesse for hår, styling og modetrends, ligesom man her får et samlet overblik over tidens hotte frisurer og inspiration til f.eks. frisuren til jul og nytår.
Hairlook.dk som er finansieret af Danmarks Frisørmesterforening nærer et stærkt ønske om, at de danske frisører skal have andel i den opmærksomhed, som den øvrige modebranche får. Ifølge frisørmesterforeningens egen forbrugerundersøgelse har det vist sig, at der en kæmpe interesse for hårmode. Hele 92 % af de adspurgte svarede, at deres hår har rigtig stor betydning for deres udseende og stil. Samtidig er det ønsket, at frisørerne som samlet branche under fælles hat viser hvad danske frisører har at byde på. Den nye portal skal derfor også ses som et eksklusivt supplement til salonernes egne sider på nettet.
– Vi synes, at der skal et langt større fokus på den danske frisørbranche, de mange talenter, dygtige make-up artister, der gang på gang beviser deres kreative evner og faglige dygtighed. Den større fælles branchesynlighed skal proaktivt bidrage til øget interesse for hårmode og de dygtige frisører i Danmark, siger Jens Erik Behrndtz, der er formand for Danmarks Frisørmesterforening. pia