I dag runder Dansk Markedsføring 98 år. Det er en god anledning til at løfte sløret for et stort projekt, vi har arbejdet på i flere måneder.

Hele mediet Markedsførings arkiv er blevet digitaliseret. Det rummer mere end 1.000 magasiner – over 50.000 sider, siden den allerførste udgave i 1927, da vi hed Dansk Reklame.

Det omfattende digitale arkiv er åbent for alle medlemmer af Dansk Markedsføring.

”Siden jeg startede som direktør, har det været en drøm at digitalisere foreningens arkiv. Derfor er det helt fantastisk på foreningens 98 års fødselsdag at kunne åbne op for et søgbart branche- og kulturarkiv for vores medlemmer,” siger adm. direktør i Dansk Markedsføring, Thomas Wahl.

Allerede i 1945 slog Dansk Reklame et slag for reklamens moralske opgave. ”Reklamemanden må gøre sig dette klart. Han er med til at forme Menigmands Smag. Han er med til at skrive vor Tids Historie. Han må skabe Skønhedsværdier og ikke blot en Reklame, der sælger, sælger og sælger,” lød det.

Publicistisk projekt

Dansk Reklame (som skiftede navn til Markedsføring i 1977) har dækket alt fra reklamefilmens indtog i Danmark over internettets komme, og i spalterne har mediet gennem mange år løftet principielle debatter om alt fra ligestilling til reklamebranchens moralske ansvar.

Man kan også bare bladre i de gamle magasiner for at nyde de utallige annoncer, som ofte blev håndtegnet til reklamefolket.

”Markedsføring har i snart 100 år været et tidsbillede på den branche, vi dækker. Derfor er det et vigtigt publicistisk projekt, at vi har digitaliseret arkivet. Det er branchens fælles journalistiske historie, som vi nu alle kan læse, fascineres over og lære af,” siger ansv. chefredaktør Andreas Marckmann Andreassen.

Støtte fra SEP’s fond

Det omfattende arkiv-projekt har fået støttemidler fra den nystiftede SEP’s Fond, som blev stiftet i 2022 efter en donation på 1 mio. kroner i Markedsførings tidligere chefredaktør Svend Erik Pedersens testamente.

Fonden har støttet arkiv-projektet med 100.000 kroner.

Hvis du vil søge i arkivet, kan du klikke her. Når du er inde på magasinet, kan du bruge søgefunktionen og søge på konkrete ord eller navne. Du kan også vælge forsidevisningen, gennemse alle de historiske forsider og vælge det magasin, du gerne vil læse.

Og ja, du må gerne starte med at søge på dit eget navn eller din arbejdsplads.

Se flere eksempler på sider fra arkiverne herunder.

I 1973 tog Dansk Reklame reklamefilmens genkomst op med en artikelserie, der blandt andet beskrev, hvordan reklamer med for barske budskaber havde skræmt folk væk fra biograferne.
I 1964 havde Dansk Reklame intet mindre end to korrespondenter. Ole Olsen skrev fra Wisconsin, USA, og Paul Fabricius rapporterede hjem fra Australien.
Især i 60’erne var Dansk Reklames forsider ofte nærmest kunstneriske. Som for eksempel denne grafiske forside fra 1964.
”Hovedbyen Esbjerg er i rivende udvikling – oplandet er stort og rigt, og pengene omsættes hurtigt,” lød det i en annonce fra Vestkysten i 1961.

Den første forside

Alle numre af Markedsføring kan nu læses digitalt.

Læs hele det første nummer her