I dag, dagen før 41-årsdagen for mordet på præsident John. F. Kennedy i Dallas, frigiver et skotsk firma et nyt computerspil, der går ud på at dræbe præsidenten. Som Lee Harvey Oswald skal spilleren skyde den amerikanske præsident på en måde, der ligner virkeligheden mest muligt. Det vil blandt andet sige, at man skal ramme de rigtige steder på kroppen i den rigtige rækkefølge.
Firmaet Traffic Games mener, at det med “JFK Reloaded” er med til at tænde en interesse for historie hos yngre generationer, der aldrig har haft noget forhold til Kennedy-mordet og konspirationsteorierne.
Men sådan ser Kennedy-familien ikke helt på det.
– Foragteligt, siger en talsmand for JFK’s bror, senator Edward Kennedy, om videospillet, ifølge JP Online.
Kirk Ewing, direktør i Traffic Games, forstår godt folks forargelse og understreger, at firmaet skam har den største respekt for Kennedy-familien.
– Mordet er blevet dækket i ethvert tænkeligt medie indtil nu – i bøger og film – og det, vi har gjort, er faktisk blot at udvide til et interaktivt medie, siger Kirk Ewing til BBC.