KAMPAGNER UNDER LUP
Alletiders Rejser blev valgt som fællesnavnet for fusionen mellem Larsen Rejser, Simons Charterkompagni og Herning Charter sidste år. Det nye paraplynavn blev udviklet i et samarbejde mellem reklamebureauet Metropolitan og adm. direktør for den fusionerede virksomhed, Poul Erik Madsen. Det var et krav, at navnet skulle ose af “danskhed“. Poul Erik Madsen, der ventede, at man det første år ville miste 15-20 procent af gæsterne på grund af sammenlægning og det nye navn – er blevet positivt overrasket.
– Vi har fået en fremgang på 10 %, siger han.
– Nu er der gået næsten et år siden fusionen og det nye navn – vækker det genkendelse i befolkningen?- Den sidste nye undersøgelse vi har lavet viser, at 23 procent har en uhjulpen genkendelsesværdi (unaided recall, red.) af Alletiders Rejser, og 49 procent har en hjulpen genkendelsesværdi (aided recall) af navnet.
– Hvordan reagerede du selv da reklamebureauet fandt på navnet Alletiders Rejser?- Da reklamebureauet første gang præsenterede mig for navnet “Alletiders Rejser“, var jeg fyr og flamme. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var et navn der ville give positive associationer. Alletiders er et ord man bruger når man er begejstret, det er et ord der udstråler dynamik og glæde, og det er jo netop disse følelser vi vil give vore gæster når de rejser med os, siger Poul Erik Madsen. Da jeg præsenterede navnet for Kuoni i Schweiz, hvor vi har hovedkontor, blev de lige så begejstrede, og kvitterede med at sige, “Why dont we do the same thing in Schwitzerland“. Så alt var lovende og jeg var på den grønne gren, indtil jeg skulle præsentere navnet for mine 108 medarbejdere. Jeg havde forberedt den helt store videopræsentation, og efter visningen så jeg udover en målløs forsamling. De kiggede vantro på mig og sagde, at det kunne da ikke være mit alvor. De syntes der var for meget SuperBrugsen og Kohberg over navnet. Heldigvis ændrede medarbejderne holdning, da de opdagede hvor positivt vores kunder modtog navnet. Og i dag bruger de “Alletiders“ i tide og utide.

OVERRASKENDE OVERSKUD
– Nu siger du at kunderne tog budskabet om fusion og navneændring positivt – kan du uddybe det?- Hvor medarbejdernes skepsis kom som en overraskelse for mig, var jeg forberedt på at kunderne kunne have deres betænkeligheder, og have svært ved at vænne sig til et nyt navn. Jeg estimerede derfor et tab det første år på 15-20 procent af vores gæster. Jeg vidste at det var vigtigt at kommunikere klart og tydeligt til de 3 selskabers trofaste gæster, omkring vores nye navn og aktiviteter. Så vi udarbejdede 3 forskellige direct mails, der fortalte om fusionen og det nye navn. Det gjorde vores rejsende trygge, og vi er i dag i den lykkelige situation, at de 15-20 procent jeg var forberedt på vi ville miste, inden navnet var ordentligt markedsført, istedet er blevet til et overskud på 10%. Det viser hvor utrolig vigtigt det er at få sit budskab ud så hurtigt og så målrettet som overhovedet muligt, så loyale kunder ikke føler at tingene sker hen over hovedet på dem.
Hvad har Alletiders Rejser i ærmet for at fastholde og kapre nye rejsende i fremtiden?- Jeg oplever at vi har en fordel, ved udelukkende at sælge direkte, og ikke gennem agenter. Vi får opbygget vores egen database og kan også i fremtiden målrette vores kommunikation til dem, der benytter os. I år 2000 er det desuden vores mål, at folk kan lave netreservationer hos os, og vi vil også i højere grad benytte den direkte dialog på nettet med vores kunder. Vi er også i gang med at udvikle et loyalitetsprogram.

MADSENS STøRSTE UDFORDRING
– Du har nu mange år på bagen i rejsebranchen, bl.a. som koncernchef for Star Tour og for Team Sterling. Hvad er udfordringen i dit nye job som direktør for Alletiders Rejser?- Jeg kan ærligt sige, at jeg betragter jobbet her som den største komercielle udfordring i min karriere. Det har været en enormt stor opgave at få 3 virksomheder og deres kulturer til at smelte sammen til én. Jeg synes, vi har styr på vores fælles image nu, og det er blevet modtaget utrolig positivt.
– Hvad er det Alletiders Rejser kan tilbyde som skal gøre at folk vælger Jer fremfor andre rejseselskaber?- Vi giver de rejsende service, frihed og tryghed. Service, fordi vi har dobbelt så mange rejseledere pr. gæst som andre rejsebureauer. Frihed, fordi vi har rutefly, så folk selv kan bestemme rejsens længde. Tryghed fordi vi udelukkende kører med danske rejseledere. Det har vist sig at være en kæmpe fordel for mange rejsende, at de ikke skal konfronteres med svenske, norske eller finske rejseledere, som de ikke kan forstå. På den måde får de også mere ud af udflugterne. I øvrigt er der også at sige om vores rejseledere, at de medvirker i TV2s nye programserie om guider. Det har givet en fin PR for os, fordi folk har kunnet se hvad vores medarbejdere ude på destinationerne står for.

CHARTERGæSTENS HJEMMEVIDEO
– Tv-annoncering for rejser er næsten et fedt. Jeg har svært ved at kende forskel på de forskellige tv-spots som rejsebureauerne kører. Er Jeres tv-spots markant anderledes end konkurrenterne?- Vores er med dansk sang – Maria Carmen Koppel er på – og så vil vi signalere dansk, dansk og atter dansk. I midten af de sædvanlige billeder med palmer og dybtblåt hav er der desuden placeret en lille tv-skærm, der kan minde om hr. og fru Danmarks hjemmevideo fra ferien. Det handler om at give oplevelser som også lever, når man kommer hjem!