Flere har længe forudsagt, at ”samtale-køkkenet” vil blive afløst af ”samtale-badeværelset”. Kvik stod for 6 år siden bag ”samtalekøkkenet”. Og nu er Kvik på banen igen, men denne gang med deres version af ”samtale-badeværelset”, som de kalder velværelset.
Velværelset er et stort rum med mange muligheder. Man kan lægge sig i badekaret og lytte til musik, lakere negle i en behagelig stol, lægge make-up i et blødt lys, etc. Velværelset er et behageligt sted, hvor man har lyst til at befinde sig, længere tid end det tager at gå på toilettet og i bad.
– Filosofien er, at alle har ret til et sted, hvor man kan være alene og forkæle sig selv, i en stresset og forjaget hverdag. Velværelset er designet af Kvik, så den e nkelte kan skabe et personligt rum for velvære. I velværelset er især kvinden i centrum, her kan hun lade op til at være en aktiv deltager i familie- og arbejdslivet, forklarer grundlæggeren af Kvik og idémanden bag velværelset, Knud B. Troelsen.
Bureauet Republica Umwelt står bag kampagnen, der går i luften i denne uge (uge 4). Bl.a. med en film, der sætter billeder på begrebet selvforkælelse og fokus på behovet for en time-out fra den daglige stress. Filmen er omdrejningspunkt for kampagnen, der også understøttes af et selvstændigt magasin, annoncer og instore-materialer i butikkerne.
– Det handler om at skabe et rum til folk, og ikke mindst kvinderne, når de har behov for at trække sig tilbage og lade op, pointerer marketingdirektør Birthe Ryborg Clausen fra Kvik og tilføjer:
– Mænd har jo længe haft deres frirum i kraft af værksteder, billardrum m.v., velværelset er det første rigtige kvinde-frirum.