2014 er året, hvor den rette kombination af web-tv og MTG og SBS for alvor udfordrer TV 2s kanaler, lød det på Dentsu Aegis Media seneste morgen-session om medieudviklingen.
– Det er en kendsgerning, at virksomheder ikke længere behøver at bruge Danmarks største kommercielle kanal.
– De fleste brands vil opnå bedre eller samme reach til en billigere penge ved at anvende på MTG, SBS Discovery og nettet, siger Jesper Lind Andersson, Trading Director hos Dentsu Aegis Media.
Baggrunden for udviklingen er den markant større dækning, MTG og SBS Discovery har i Danmark og nettets smidige og præcise muligheder for at ramme målgrupper.
Læg dertil, som Kristian Koch, Digital Director fra Vizeum påpegede, at 37 pct. af danskerne ser video dagligt på digitale platforme.
– Video-content er i dag ikke kun short form web-tv, altså de små klip, vi har vænnet os til at se de seneste år. Der ligger fx meget tv-indhold på platforme som YouTube og TV3 play, der minder om ”rigtig” tv, og seningen viser også samme tendens, som vi kender det fra flow-tv, siger Kristian Koch.
Lave prisstigninger på TV 2
Nu skal man ikke helt afskrive TV 2-koncernen, idet TV 2 fortsat er Danmarks største digitale platform. Mobilen er nemlig kommet med, hvilket konkurrenterne har været svagere til at udnytte.
Desuden har TV 2 meldt prisstigninger ud i omegnen af 8 pct., hvilket er markant mindre, end MTG og SBS’ 10-16 pct. Men virksomheder kan trods de nævnte prisstigninger altså opnå et bedre og mere effektivt reach, hvis de går til de to tv-stationer og kombinerer kommunikationen med nettet.
Rikke Grundtvig, strategisk direktør hos Vizeum, er enig i betragtningen: ”Video er en mean, lean, lead machine,” sagde hun med et smil på læben og Googles nordiske CEO Peter Friis var i sagens natur ikke uenig:
– Forenklet sagt vil digital kommunikation vokse med 50 pct. hen over året. CMO’erne ved det, de har fået mere indflydelse, og de ved, at forbrugerne er digitaliserede. CMO’erne er for længst holdt op med kun at betale for reach, nu tænker de på engagement. Det er præcis nettets force, engagementet.
Peter Friis gik endnu længere:
– Det er komplet uansvarligt, hvis virksomhederne ikke har en mobilstrategi. Halvdelen af forbrugerkontakten sker i dag via mobilen. Der er ekstreme fordele ved at tænke mobil og web sammen netop nu.
Flow-tv lever stadig
Niels Folman, direktør hos Danske Spil, erkendte, at samarbejdet med Aegis flyttede kroner for den store danske spiludbyder. Eksempelvis voksede danskernes spillelyst med 300 pct. fra ultimo 2012 til ultimo 2013 på grund af en veleksekveret digital strategi.
Kim Poder, TV3’s adm. direktør, var ikke uenig i ”retningen,” at forbrugerne bevæger sig mod nettet, men manede til besindighed. Kun mellem 5 og 10 pct. af tv-seningen sker via nettet. Det almindelige flow-tv har stadig fat i seerne med en jernhånd.
Ikke desto mindre er digitaliseringen af forbrugerne en kendsgerning, som en gigantisk annoncør som Danske Spil tager alvorligt og tjener penge på. Det skal tv-stationerne naturligvis tage bestik af, selv om vandringen mod nettet ikke smadrer forretningen for flow-tv de første mange år.
Som Peter Friis mindede om, så er ”reach cheap”, men ”engagement priceless”. En tankevækkende udgang på Aegis Medias fornemme inspirationsmøde om medieudviklingen.