Tidligere på året kunne vi her på skærmen fortælle, at fusions-selskabet Rederiet Færgen var på vej med en ny kommunikations-strategi og identitet.
Red Associates, e-Types, Robert/Boisen & Like-minded og Deducta var valgt til at få tingene til at lykkes – og det gør de så nu.
I denne uge starter nemlig kampagnen, der skal få flere danske og andre turister til i Langeland, Samsø, Bornholm, Als og Fanø. Og det skal ske med fokus på øernes tilbagelænede tiltrækningskraft, deres autentiske kvaliteter og modsætningsforholdet til mere konstruerede og industrialiserede ferieoplevelser,
For at få budskabet frem benytter kampagnen sig blandt andet af en underspillet humor, der netop sætter modsætningerne til de mere iscenesatte oplevelser på spidsen.
Under mottoet ”Man skal lige vænne sig til livet på en ø” skildres eksempelvis en række sammenstød mellem turisters forventninger om neonlys og færdigpakket underholdning og øernes fredsommelige ”gør-det-selv-atmosfære”.
– Med kampagnen vil vi gerne demonstrere, at vi på de danske øer har et ferieprodukt, der er fuldt konkurrencedygtigt med alverdens eksotiske destinationer. Og ved at benytte det humoristiske element, får vi også understreget, at der på øerne hersker en særlig mentalitet, som ofte er eksotisk i sig selv, siger Pernille Lydolph, marketingchef i Færgen.
Kim Boisen fra Robert/Boisen & Like-minded, som står bag de nye reklamefilm, forklarer om baggrunden for strategien i tv-reklamerne:
– Man kan groft dele ferieoplevelser op i to grundtyper: Den kunstige og simulerede ferieoplevelse i form af vandlande, feriebyer, forlystelsesparker, iscenesat charterferie som f.eks. grisefester, hvor attraktionerne er menneskeskabte og det autentiske, hvor naturen, befolkningen, traditionerne og omgivelserne er i højsædet.
Forbrugerresearch viste, at det unikke ved dansk ø-ferie og det, turister sætter pris på, netop er det autentiske og lidt mere stille liv.
– Det er det, man som forbruger køber ind på og det er det øerne allerede i dag profilerer sig selv med. Dette ses for eksempel på rækken af mikrobryggerier, lakridsværksteder og lignende, der er dukket op på de danske øer. Det handler om det nære frem for det industrialiserede, siger Kim Boisen.
Tv-delen vil i første omgang rulle over skærmen på en række regionale TV 2-kanaler, mens annonceringen sker i landsdækkende dagblade og på en række rejse- og forbrugersites på nettet.
Se ny film her:
/embed>/embed>/embed>/embed>/embed>/embed>/embed>/embed>