Flere års tovtrækkeri med til tider hidsig stemmeføring vedrørende nej-tak til reklamer og gratisaviser har fået en ende.
Forbrugerrådet har indgået aftale med blandt andre Søndagsavisen, Post Danmark og Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder om en ny klistermærkeordning til familien Danmarks postkasser.
Ordningen træder i kraft 30. april næste år, og alle parter – også aviserne – skal respektere, hvis en husstand frabeder sig reklamer samt gratis- og ugeaviser.
Forbrugerrådet lover, at op til retningslinjernes ikrafttræden vil det orientere bredt om ordningerne, herunder om mulighederne for tilmelding og afmelding.
Forbrugerrådet og Forbrugerombudsmanden er tilfredse med forhandlingens resultater.
– De sidste to år har Forbrugerrådet kæmpet for at give forbrugerne retten til deres brevkasse tilbage. Så når den nye ordning træder i kraft den 30. april 2009, er det en stor sejr for forbrugerne. Det betyder, at vi nu får mulighed for at sige ”nej tak” – og at det bliver respekteret. Vi er derfor glade for det rigtigt gode samarbejde og forhandlingsforløb med både Forbrugerombudsmanden og branchen, siger Camilla Hersom, formand for Forbrugerrådet.
– De nye retningslinjer er et vigtigt skridt for at forbedre forbrugerbeskyttelsen på området, fordi vi forventer, at den brede opbakning betyder, at ordningerne kommer til at fungere effektivt i praksis. Der er derfor efter min opfattelse ikke længere behov for lovgivning, lyder det fra Forbrugerombudsmanden, Henrik Øe.
2 forskellige nej’er
De nye ordninger får hvert sit klistermærke, som skal opsættes synligt på brevkassen eller ved brevsprækken.
Et klistermærke med skriften ”Reklamer – Nej tak” betyder, at adressen ikke vil modtage reklamer. Viser klistermærket ”Reklamer og gratis aviser – Nej tak”, vil adressen hverken modtage reklamer, gratis aviser eller andre blade/skrifter. Gratis aviser kan være lokale og regionale ugeaviser og eventuelle daglige husstandsomdelte aviser.
Post Danmark varetager den overordnede administration af ordningerne og modtager tilmeldinger til de nye ordninger fra den 30. april 2009. Godt hvert andet år vil der blive foretaget en samlet opdatering af databasen for at sikre, at de registrerede data er korrekte.
Distributørerne skal selv kontrollere, at ordningerne også bliver overholdt, oplyser Forbrug.dk.
Forhandlingsparterne vil evaluere retningslinjerne efter et år. Samtidigt vil parterne undersøge, om retningslinjerne derefter også skal omfatte erhvervsdrivende.
Den ny ordning er resultatet af forhandlinger mellem Forbrugerrådet, Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder, Danske Avis-, Post- og Reklamedistributører, Dansk Erhverv, DI, Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, Danske Dagblades Forening, Foreningen af danske lokale ugeaviser, Post Danmark, Forbruger-Kontakt, Søndagsavisen, Finansrådet, Forsikring & Pension og Idényt.
Forbrugerrådet har opstillet retningslinjer for ordningen. Dem kan du læse i henholdsvis
kort og
lang form.
sd