
Thorfisk, som er hjemmehørende 20 meter fra kajkanten i Grenå, er markedsleder på frisk fisk til dagligvarekæderne, men aldrig har der været så travlt som i disse dage.
Årsagen er indsalget af en ny Thorfisk-kampagne, som kommer lige i halen på
branchekampagnen ”Hvad skal du have i aften?” , der startede i sidste uge. Thorfisks egen kampagne rammer butikkerne i dag og skal køre resten af efteråret.
Lars Christensen, salgs- og marketingdirektør for Thorfisk, fortæller, at man mærker en massiv opbakning omkring indsatsen.
– Der er ingen tvivl om at en fælles indsats fra alle parter, både branchen, producenterne og detailleddet, nok skal give resonans ude i de danske køkkener og få danskerne til at fiske mere fisk op af køledisken de to gange om ugen, som anbefales af Sundhedsstyrelsen.
Hos Grenå-virksomheden har der i hvert fald været gang i fiskekasserne:
– Vi har i de sidste to uger oplevet et all time high i form af en eksplosiv vækst i efterspørgslen på frisk fisk i den periode, hvor vi har arbejdet på indsalget af vores nye kampagne. Vi har måttet kalde alt ind og har arbejdet i 2-holdsskift for at imødekomme kædernes efterspørgsel op til kampagnestarten i dag, fortæller Lars Christensen.
Det er Recommended og Zupa, der står bag hele kampagnen – fra strategien til produktionen af præsentationer og indsalgs-materiale til detailkæderne.
– Det er fantastisk at opleve den massive opbakning, der er fra både Fiskebranchen, producenterne og kæderne. Thorfisks kampagne får fat i forbrugerne der, hvor beslutningen om dagens aftensmåltid tages, nemlig ved køledisken i supermarkedet. Og vi er stolte af at spille en aktiv rolle i den succes, som Thorfisk oplever i øjeblikket, siger Rune Gitz-Johansen, adm. direktør i Recommended Cph.