Elbiloperatøren Clever, der er ejet af landets store elselskaber med undtagelse af Dong, har sat sig for, at 2014 skal være året, hvor elbiler skal gå fra at være et smukt tankeeksperiment til en del af virkeligheden.

Derfor er selskabet netop gået i luften med en storstilet kampagne, der skal slå fast, at elbilen ikke kun er et alternativ, der måske kan gøre klimaet og pendlere en tjeneste i fremtiden, men er et reelt alternativ til benzinslugeren allerede i dag.

Der spilles på alle platforme i den nye kampagne, som bærer titlen; Elbilen er klar. Er du?

Elbilens fremdrift i Danmark har senest lidt under konkursen i Dong’s elbilsatsning Better Place i fjor, så tanken bag kampagnen er, at der er behov for at få fortalt danskerne, at der faktisk findes en operatør herhjemme, som knytter elbiler og opladninger sammen.

Massivt marketingtryk

Kampagnen skal med andre ord slå fast, at testfasen er afsluttet, og omdrejningspunktet er at få de danske forbrugere til at booke en prøvetur hos den nærmeste bilforhandler.

Det er nyt, at en aktør som Clever står bag en kampagne, der i bund og grund markedsfører elbiler, fortæller Lise Kirkegaard, der er Clevers kommunikations- og marketingdirektør.

– Vi sælger jo ikke biler, men derimod opladning til elbiler. Men ansvaret for at bygge markedet op, det tager vi meget gerne sammen med bilproducenterne. Vi mener dog, at der er behov for, at en operatør som os går i spidsen for at samle de to brancher på tværs – og dermed binder elbiler og opladning tæt sammen. Det skaber tryghed, at man kan vælge en samlet løsning. Og gør man ikke det, mister man alle fordelene ved elbilen, siger hun.

Vi vil ha’ All Inclusive

Clever er dansk og ejet af fem af de største elselskaber og har dermed 2,5 mio. elkunder i ryggen, og det er den elbil-operatør herhjemme med størst praktisk erfaring med både elbiler og især opladning fra det landsdækkende ”Test-en-elbil”-projekt, hvor 1.600 familier har kørt elbil i tre måneder.

– Adgang til nem og hurtig opladning er en forudsætning for at få en god oplevelse med sin elbil. Det har man som forbruger behov for at få afklaret, før man køber ind på elbilen, og derfor vælger vi nu at markedsføre elbil og opladning under ét, lyder det bl.a. fra Lise Kirkegaard.

Som en del af kampagnen ledes forbrugerne hen til et website. Her afklares det hvilken elbil, der passer bedst til forbrugernes behov.

Ifølge Espen Højlund, der er CEO og partner i Advice – bureauet bag kampagnen – så er der tale om den største offensive kampagne på elbilområdet herhjemme hidtil.

– I første omgang kører kampagnen via store posters på de store indfaldsveje i København, men planen er, at den senere på året skal rulles i alle landets større byer, siger han.

Derudover omfatter kampagnen plakater ude hos bilforhandlerne, en digital satsning, som gør det muligt at booke en prøvetur i en elbil direkte fra kampagnesitet og printannoncer.

 

Lidt facts om kampagnen:

– Kampagnen føres i tre landsdele. Først i hovedstadsregionen, dernæst i Sønder- og Midtjylland.

– Kampagnen kører en måned i hver af disse landsdele i såvel trykte meningsdanner-medier som online medier, der har høj relevans.

– Strategisk placeret outdoor – som en del af gadebilleder på i alt 118 billboards fordelt i hele Storkøbenhavn/Hovedstadsregionen for at skabe synlighed blandt pendlerne.