Efter et par magre år er bøtten vendt, og lønningerne blandt danske salgs- og marketingfolk stiger atter. Det viser en ny lønstatistik fra fagforeningen Business Danmark, som for første gang i tre år vidner om en reallønsfremgang.
Dermed er de salgs- og marketingsfolk, som var udelukket fra den seneste lønfest afholdt af offentligt ansatte ved indgangen til finanskrisen i 2008, ved at tage revanche for årtiets laveste lønudvikling.
I 2010 tjente marketingkonsulenter 39.800 kroner og salgskonsulenter 38.100 kroner om måneden, mens marketingchefer tjente 49.700 kroner og salgschefer 51.500 kroner inklusive pension. Hertil kommer eventuel firmabil og frynsegoder. Det svarer til en lønstigning på 2,8 procent og en reallønsfremgang på en halv procent. Selv om små tre procent historisk ikke lyder af meget, var lønstigningen i 2010 dobbelt så høj som i 2008 og 2009, ifølge Business Danmarks nye lønstatistik.
– I kriseårene 2008-2009 fik salg og marketing økonomiske tæv med reallønsfald til følge. De forhandler løn hvert år og mærker derfor straks konjunkturudsving. Nu kan de igen glæde sig over en reallønsfremgang, mens overenskomstansatte i 2011 og 2012 rammes af tømmermændene efter lønfesten i kriseårene, siger Jens Neustrup Simonsen, landsformand i Business Danmark.
Omsat til kolde kontanter tjente et gennemsnitsmedlem af Business Danmark 43.300 kroner om måneden i 2010. Undersøgelsen viser også, at ledere og mellemledere løb med den største lønstigning på henholdsvis 3,5 og 4,6 pct. Ledernes lønfremgang skal ses i lyset af, at de gik ned i løn ved forrige lønforhandling i 2009.
Lønundersøgelsen bygger på svar fra godt 4.500 af Business Danmarks medlemmer.