Nu varer det ikke længe, før du skal lære at snappe, hvis du vil snuppe en Carlsberg 6-pack fra supermarkedets hylder.

Den danske bryggerigigant har nemlig just præsenteret en række nye, bæredygtige tiltag – herunder en ny multipack-løsning med navnet Snap Pack, som erstatter plastikindpakningen om de velkendte 6-packs.

Ved præsentationen i Valby sagde Carlsberg-gruppens koncernchef, Cees t’ Hart – der også selv demonstrerede, hvordan man håndterer nyheden – blandt andet:

– Det ligger i vores formålsbeskrivelse altid at stræbe efter forbedringer, og med lanceringerne i dag viser vi tydeligt, at vi fortsat lever efter vores grundlæggeres værdier. Carlsbergs Snap Pack kan reducere mængden af plasticaffald betydeligt, og vi glæder os til at kunne tilbyde forbrugerne bedre øl-oplevelser med mindre miljøpåvirkning.

Carlsberg og bryggeriets partnere har forsket og arbejdet i tre år på at finde frem til en løsning, der kunne holde på dåserne i en 6-pack uden brug af den traditionelle plastindpakning. 

Men så er miljøgevinsten også til at få øje på.

60 mio plasticposer

Fuldt implementeret reduceres mængden af plastikaffald med over 1.200 tons globalt – ifølge bryggeriets beregninger svarende til 60 mio. plasticposer om året. 

Det var imidlertid ikke helt ligetil at finde frem til den rigtige løsning, fortæller Jeppe Boel, Marketing Manager for Carlsberg i Danmark:

–  Specielt limen tog lang tid at udvikle, da den skulle virke på aluminium. Hvis vi lavede den for hård, kunne vi ikke få øldåserne fri, og var den for blød, faldt de fra hinanden under transport, siger han og tilføjer:

– Men det lykkedes, og de store miljøgevinster, vi opnår, er helt i tråd med Carlsbergs historie og pilsnerens danske ophav.

– Det er The Danish Way, lyder det fra Jeppe Boel med henvisning til den kendte reklamekampagne med skuespilleren Mads Mikkelsen i hovedrollen som cyklende filosof.

Kan vi finde ud af det?

Som en ekstra miljøgevinst minimerer Snap Pack-løsningen i øvrigt ikke kun plastikforbruget. 

Også energiforbruget er betydeligt mindre ved den nye metode, da den eksisterende kræver opvarmning for at få plasten til at krympe sig rundt om pakken. 

Og med over 23 millioner solgte 6-packs om året – alene i Danmark – bliver det til anseelige miljøgevinster.

Men kan danskerne mon så finde ud af at ”snappe”? 

– Ja, men som med alt nyt skal der træning til, før ”snappet” sidder lige i skabet, siger Jeppe Boel.

For at hjælpe forbrugerne har Carlsberg derfor også printet brugsanvisningen på det lille håndtag, der skal gøre det lettere for forbrugerne at bære de nye 6-packs.

– Dengang metal-kapslen blev indført, indrykkede vi annoncer, der forklarede, at man skulle åbne den med en oplukker. I dag griner vi af de annoncer, men med Snap Pack skal man altså også lige øve sig.

Og det bliver der rig lejlighed til, når Snap Pack rammer de danske butikker fra begyndelsen af 2019, men allerede nu vil skarpe øjne have bemærket, at der også designmæssigt er sket et par ændringer. 

Således ser etiketterne nu anderledes ud – ligesom Carlsbergs logo med det markante humleblad bringes tættere på originalen tegnet i 1904 af arkitekten Thorvald Bindesbøll.  

Designmæssige udfordringer

Det er britiske Taxi Studio, der har re-crafted logoet, og Benjamin Hoffmann, der er ansvarlig for design hos Carlsberg, siger:

– Vores mål var at levere en mere miljøvenlig løsning, der giver os alle sammen mulighed for at købe mere bæredygtige øl. Derfor kunne vi ikke bare gøre hvad som helst, og samtidig skabte Snap Pack en udfordring i forhold til, at plastikken rundt om dåserne forsvandt.

– Designet skulle stå klart, også når man ser vores 6-packs fra siden med tre dåser på række. Det er en udfordring både teknisk og designmæssigt, men vi fandt en løsning til sidst.

Det bemærkes desuden, at Carlsberg har taget farverne rød og guld af emballagen, så kun to grønne nuancer og hvid står tilbage. 

Og så har man udskiftet farverne på etiketter og en del af bryggeriets papemballager. Det nye blæk er eksempelvis produceret med grøn elektricitet, og det gør genanvendelsen af materialer nemmere.

– Carlsbergs grundlægger J.C. Jacobsen brugte datidens store tænkere som sparringspartnere.

– På samme måde har vi været hele vejen rundt, og talt med eksperter på bæredygtighed, design og forbrugeroplevelser på tværs af markeder over hele verden for at blive inspireret og gøre designet bedre og mere miljøvenligt, siger Benjamin Hoffmann.

For at markere lanceringen af Snap Pack afslørede Carlsberg i øvrigt torsdag morgen sin egen version af Den Lille Havfrue på Langelinje i København.

Statuen – en såkaldt “canstruction” – er skabt af Snap Pack-dåser og holdt sammen af den samme lim, der bruges i den nye emballage.

Figuren måler tre meter i højden og omfatter – ud over havfruen – en “grøn bølge” bestående af 137 kilo plastik: Svarende til den mænge platik, Carlsberg med det nye tiltag sparer naturen for hver time i døgnet.

På vej mod nul

Den nye Snap Pack er blot én ud af flere forbedringer af Carlsberg pilsnerens emballage, som vil blive rullet ud gradvist på tværs af gruppens mange markeder. 

Blandt de andre forbedringer kan nævnes Cradle to Cradle™-certificerede farver på etiketterne, coating på genopfyldelige glasflasker, forbedrede kapsler, der får øllet til at smage friskere i længere tid – og genbrugsplast i den indpakning, hvor plastik stadig er nødvendig.

De nye initiativer er nogle af de første forbrugerrettede tiltag i Carlsbergs bæredygtighedsprogram, Together Towards ZERO, som blev lanceret sidste år med det formål bl.a. at opnå nul CO2-udledning og nul vandspild.

Blandt de opnåede resultater kan nævnes, at:

  • Carlsberg Group pr. 1. januar 2018 har reduceret sin globale CO2-udledning fra bryggerier med 16 pricent i forhold til udgangspunktet i 2015.
  • Falkenberg bryggeriet i Sverige i 2017 overgik til at bruge 100 procent biogas og grøn elektricitet, hvorved man blev koncernens første CO2-neutrale bryggeri.
  • I alt stammer 46 procent af gruppens elektricitet nu fra vedvarende energikilder.