Virksomheden Flexpack, som siden år 2000 har produceret og solgt det kendte slanke-brand Nupo, har valgt Bark Copenhagen som nyt bureau.
Bark skal strategisk og kreativt hjælpe Nupo med at fortsætte den positive vækst og desuden favne nye markeder og produktudviklinger. Blandt andet via tv og en generelt øget marketingindsats.
Og kontaktdirektør Camilla Nordqvist fra Bark ser store muligheder i Nupo-mærket.
– Nupo er et brand med store visioner og et kæmpe forretningspotentiale i både Danmark og i udlandet. Brandet er kendt af de fleste, men der er stadig en væsentlig kommunikations- og positioneringsopgave i at få fortalt at Nupo er noget helt andet end da vores mødre gik på kur. Det smager bedre og udkommer i mange varianter, smage og konsistenser, som eksempelvis shakes, supper og snackbarer.
Hun peger desuden på, at der ligger et relativt uudnyttet potentiale i at få fortalt, at Nupo også er effektiv til vedligeholdelse af vægten – ikke bare at slanke. Populært sagt: Har du spist for meget i weekenden, kan du regulere mængden af kalorier, ved at tage en måltidserstatning til frokost mandag og tirsdag.
Øger markedsføringen
Salgs- og marketingdirektør Peter Wedelheim, som har ansvaret for Nupo-brandet, siger at, beslutningen om at investere yderligere kommer på baggrund af et markant stigende marked inden for slankesegmentet.
– Vi har selv ligget med en omsætningsvækst på Nupo på lige knap 30 procent både i 2009 og år til dato, så på den baggrund øger vi nu vores markedsføringsindsats med om omkring 40 til 45 procent. Og når vi går på tv sammen med Bark, så drejer det sig blandt andet om at bringe Nupo op i superligaen brandingmæssigt, men selvfølgelig også om at øge salget.
Forventningerne til Nupo hedder ifølge Peter Wedelheim en vækst på 20 procent over de næste tre år, og han har stor tiltro til Bark Copenhagens strategiske og kreative tilgang.
– Det kan da godt være, at de har fået nogle tæsk i visse medier omkring noget med selskabsstruktur og børsnotering. Men jeg foretrækker nu en gang at drage mine egne erfaringer – og her er det altså bureauets strategiske og kreative arbejde, det handler om, lyder det fra Peter Wedelheim.
Han er ikke ubekendt med, at reklamebureauer kommer på besøg og præsenterer sig, og også her gjorde Bark et godt indtryk:
– De havde gjort deres hjemmearbejde med analyser og tal, inden de kom, og i stedet for at vise, hvad de havde lavet for andre og fortælle, hvad de var dygtige til, havde de mange konkrete ideer til, hvad de kunne gøre for netop os og vores brands.