I kramkisten med ældede ord ligger Nürnbergkrammet og vidner om en tidlig epoke i industrialismens udvikling omkring 1880 og fremefter, hvor borgerskabets stigende købekraft gjorde det muligt at forære børn mekanisk legetøj, som ofte brød sammen under begejstringen, således at det mest holdbare viste sig at være den bedårende bjergbane på papæskens låg – nu om stunder ville den hellige sankt Hagen næppe billige en sådan diskrepans mellem emballageløfte og indhold.
Hvorfor lykkes det nu at komme i tanker om noget så ligegyldigt som et tarveligt tog til artige drenge? Fordi grænsen mellem legetøj og professionelt grej er ved at skride. Principielt er der ikke længere forskel på standarderne til børn og voksne, når vi taler digital teknik. Engang anså man det for acceptabelt at forære sine poder et lurvet “snedkersæt“, bestående af absolut ubrugeligt værktøj (igen med et prangende litografisk tryk, nu af lykkelige børn med ufattelig fingersnilde). Den går ikke længere, Frank fra 5. A’s mobiltelefon kan det samme som skoleinspektørens, men han kan i modsætning til eleven ikke finde ud af finesserne.
Når husstanden er forsynet med en PC med en kapacitet, som det amerikanske forsvarsministerium ville have betalt en kvart billion dollars for i 1982, er hjemmet varigt omdannet til bibliotek, postkontor, telegrambureau, spillehal, film- og fotoanstalt, biograf, trykkeri og grammofonpladefabrik. Leg bliver alvor, og man hører om datagenier på 13 år, der er i fuld gang med karrieren.
Næste balanceskred opstår, når sønnen skal lære faderen. Antropologisk set findes der vist ingen eksempler på kulturer, hvor det er afkommet, der overfører sine erfaringer til sit fædrene ophav. I 10.000 år har det været omvendt, nu skal faderen underkaste sig sønnens vilje og luner for at få hjælp til at fremstille et længe lovet nyhedsbrev for billardklubben “Den grønne kø“. Sønnike har flere typografiske virkemidler til rådighed end selv den fineste hofbogtrykker havde for 25 år siden.
Mens forældrene klynger sig til den passive tv-skærm med dens ligegyldige latterligheder, udforsker børnene verden via pc-skærmen. Vidunderlige og vilde eventyrverdener kalder på snilde og koncentration, og informationer i ufatteligt omfang kan indhentes og bearbejdes. De korresponderer med venner over hele kloden og opfatter det, at hele verden er bundet sammen af nettet, som lige så selvfølgeligt som en cykel.
Selv om meget er leg, udvisker pc’en og hvad deraf følger skellet mellem livsfaserne barn, ung og voksen. De mest entrepreneurorienterede finder snart ud af at tjene sorte penge ved at sætte hjemmesider op for de omkringliggende handlende. I konfirmationsgave ønsker de sig en højhastighedsbredbåndsforbindelse og ekstra RAM. Computerens arkitektur og sprog bliver en måde at tænke på.
Det er ikke som tilforn blot nogle få vidunderbørn, der får lov at brilliere ved tangenterne. Nu spiller de ikke Chopin, men Cyber. Dybtgående operativ viden om data vil udvikle sig til en form for almindelig dannelse og en forudsætning for overhovedet at komme videre. For datanfabeter er der lidet håb. Stort set alle dagens gøremål vil være kombineret med anvendelse af computere, der intet fylder og er lette at betjene og permanent tilkoblet en fælles kommode.
At fange generationen af it-generalisters opmærksomhed bliver en kunst og forudsætter en stærk satsning på nettet, for målgruppen sidder ikke og glor på flimmertossen, de vil ikke finde sig i endeløse reklameblokke. Derimod kan de føle sympati, når de møder et brand, der averterer på deres foretrukne sites, og hvis de er i markedet for produktet er de villige til at klikke. Heldigvis er vi jo alle forbrugere med en disponibel realindkomst og behov, den skal dække, så vi er nødt til at foretage et – frit? -valg af dagligvarer.
Loyaliteten er uberegnelig. Adfærden ændrer sig, før den bliver en vane, for at have vaner er at være voksen og gå i stå, og samtidig med at de unge er voksne ganske tidligt, er de også rædde for at slippe tråden til barndommens land, selv om de via medierne har fået en viden om livets mangfoldighed, som deres jævnaldrende for 50 år siden slet ikke kom i nærheden af.
Nutidens Nürnbergkram er snarere af emotionel karakter. Maskinerne virker, men indholdet – noget af det – er billigt bras som fortidens bliktog. Falske forhåbninger, syntetisk sex og depraverede dvd’er udvikler sig til det, Eisenstein kaldte “Gefühlerzats“, og det kan man filosofere over herfra og til Haparanda. Noget er i opbrud, og så ved man aldrig, hvor det ender, som generaladjudant Rewentlow så rigtigt sagde. Han studerede i øvrigt statskundskab i Nürnberg i sin ungdom, men det er en ganske anden historie.