Kristian Scheef Madsen er blevet udnævnt til ny administrerende direktør for McDonald’s Danmark A/S. Han kommer fra en lang karriere i McDonald’s, hvor han har arbejdet sig op ”fra bunden”. Nu skal han stå i spidsen for virksomhedens offensive vækststrategi, der bl.a. indebærer, at McDonald’s skal være endnu mere dansk.

Kristian Scheef Madsen overtager roret fra Waldemar Nuvall, der har været administrerende direktør for McDonald’s i Danmark siden 2003.

McDonald’s er et af verdens stærkeste brands og er formentlig mest kendt for sit amerikanske ophav. Derfor mener Kristian Scheef Madsen, at hans største udfordring bliver at forankre McDonald’s endnu bedre i den danske muld i fremtiden.

– McDonald’s har haft en imponerende fremgang i Danmark de seneste tre år. Succesen skyldes især, at vi sammen med franchisetagerne, som ejer restauranterne, nøje har tilpasset vores forretning til Danmark og danskerne, fortæller Kristian Scheef Madsen og tilføjer:

– I dag laver vi alle vores reklamefilm i Danmark, ligesom vi udvikler flere og flere rent danske produkter, som fx Tunsalat og Big Bacon Blues, der er vores seneste succes. Det vil jeg fokusere endnu mere på i fremtiden. pia