En ny mand har indtaget chefstolen hos den danske it-virksomhed Danware. Onsdag den 20. februar tiltrådte 44-årige Kurt Groth Bager stillingen som administrerende direktør.
Kurt Groth Bagers primære opgave bliver at genoprette væksttallene for Danware. Det skal blandt andet ske ved øget fokus på Danwares datterselskaber samt virksomhedens distributionskanaler.
Han har stor erfaring inden for salg og markedsføring af it-løsninger og international ledelseserfaring og har siden 2000 været ansat i den amerikansk baserede it-virksomhed EMC. Senest som General Manager med ansvar for Danmark, Norge, Finland og de baltiske lande. Før det sad han i stillinger i GE Capital IT Solutions, BFC Data og på Danmarks Tekniske Universitet.
– Danware har i de sidste par år truffet nogle vigtige strategiske beslutninger – blandt andet om at opbygge egne datterselskaber og styrke distributionen af vores produkter. Vi kan tilbyde en række teknologisk førende produkter, og mange af vores markeder viser betydelig vækst. Så nu gælder det om at ekspandere distributionskanalerne og udnytte Danwares potentiale, og jeg glæder mig over, at Kurt Groth Bager skal stå i spidsen for denne udvikling, siger Danwares bestyrelsesformand Ib Kunøe.
– Jeg ser meget frem til at hjælpe med at få Danware tilbage på rette spor igen. Faktum er, at Danware har en række teknologisk førende produkter, og det er salget og distributionen af disse produkter, vi skal have styr på, siger den nye administrerende direktør.
sm