En af grundtankerne bag fænomenet brand channels er delvist at overlade kontrollen over virksomhedens brand til forbrugerne.
Den tendens har fået Andreas B. Iversen fra In2media og Thomas Stokholm fra Bastard Film til at indgå et virksomhedsfællesskab under navnet Brandzation.
– Det handler i bund og grund om, at virksomhederne på deres hjemmesider etablerer en brand channel, hvor indholdet er unikt i forhold til målgruppen. Det handler om indhold, dialog, deltagelse, interaktion og selvfølgelig transaktion, siger Andreas B. Iversen, administrerende direktør i In2media og nu bestyrelsesformand i Brandzation.
Han mener at bevægelsen fra flow-indhold til indhold on demand gennemsyrer udviklingen. Derfor bør virksomheder tænke i nye baner og på digital værdiskabelse gennem produktion af unikt indhold og værdiforøgende funktionaliteter og applikationer.
Og essensen er at forbrugerne i målgruppen skal involveres og aktiveres.
– Det handler om at allokere en lille del af markedsføringskronerne. Det koster kun en brøkdel af prisen for eksempelvis en tv-kampagne at drive en brandchannel. Det handler om corporate storytelling og værdier, siger Thomas Stokholm, indholdsansvarlig og partner i Bastard Film. Han bliver administrerende direktør i Brandzation.
Du kan læse mere om Brandzation i den trykte udgave af Markedsføring, der udkommer den 8. april, hvor temaet er medie strategi.
sm