Medievirksomhederne Oxygen Medie Service A/S og Bording Data A/S indleder nyt samarbejde for at tilbyde mindre og mellemstore dagblade en teknisk og økonomisk attraktiv løsning for abonnementsservice.
Begge virksomheder har ekspertise inden for området. Bording har med sit Navision-baserede abonnementssoftware BORDAS og en lang række kunder for længst slået sin position fast på dagbladsmarkedet.
Oxygen har gennem en årrække specialiseret sig i at varetage abonnementsstyring for magasiner og fagblade og administrerer i dag omkring 100.000 abonnenter årligt. Oxygen fungerer i dagligdagen som det enkelte blads abonnementsafdeling og varetager samtlige opgaver i forbindelse med abonnementet – det være sig kundehenvendelser pr. mail og telefon, håndtering af nyoprettelser, efterforsendelser, fakturering og rykkerprocedurer, m.v.
Den fælles løsning er baseret på et centralt BORDAS system og et samlet callcenter, som varetager service over for alle de tilknyttede dagblade, som via online opkobling får direkte adgang til egne databaser, distributionsdata, statistik og regnskabsudtræk.
Med samarbejdet er det de to partneres mål at blive Danmarks ledende udbyder af løsninger inden for abonnementsservice til dagblade.