En sparegris, der minder om et overfodret svin, og teksten “Fed rente” var baggrunden, da den britiske storbank Northern Rock onsdag præsenterede sit tilbud til danskerne for pressen.
– Vi er markedsledende i Danmark, og vores tilbud bliver ved med at være det, lovede Northern Rocks vicedirektør, David Baker, der var i København til pressemødet.
Bankens flagskib i Danmark er en internetbaseret opsparingskonto med 4,25 procent i rente. Samtidig bebuder banken at være gebyrfri.
Danske banker har siden fredag meldt ud med tilbud om omkring fire procent i rente på opsparing, og både Danske Bank og Jyske Bank siger til Ritzau, at de tager Northerns indmarch med sindsro.
Bankanalytikeren Bjarne Jensen, der er direktør for Bjarne Jensen Consult, ser dog positivt på bankens indmarch i Danmark.
– Alle kunder skal klappe i hænderne og være taknemmelige for, at Northern Rock er kommet til Danmark. For alle, der sparer op, kan kun have fordel af det.

– Det er bankerne i Danmark, der siger: “Hvis Northern skal ind, så skal de også få konkurrence.” Det er jo det, der sker i et marked, som bliver udfordret, vurderer Bjarne Jensen./ritzau/