Publicis-gruppen går nu i andre internationale kæders fodspor og sanerer i deres danske netværk.
Leo Burnett og Publicis samles under Reputation, der bliver gruppens nye leadbureau herhjemme sammen med Saatchi & Saatchi. Derudover lanceres produktionsbureauet X2M (Xpress2Market), der allerede nu eksisterer i de øvrige nordiske lande.
Patrick Tepfers, nordic CEO for Publicis og Leo Burnett, siger:
– Publicis og Leo Burnett er begge stærke brands med en glorværdig fortid i Danmark. Men det her handler om at kigge fremad.
Han suppleres af Richard Pinder, COO Publicis Worldwide:
– Det er naturligt at lade Reputation være fundamentet for vores fremtid i Danmark og styrke bureauet med det bedste fra de danske afdelinger af Publicis og Leo Burnett – både strategisk og kreativt.
Reputation vil fra 1. september bestå af 36 personer.