Richard Bonner-Davis, der i dag står i spidsen for McCann Worldgroup i Central- og Østeuropa, skal fremover også stå i spidsen for bureauets aktiviteter i Norden.

Det skriver marketingmediet The Drum.

Han får dermed driftsansvaret for McCann Worldgroup i Norge, Sverige, Finland og Danmark, og han kan fremadrettet smykke sig med titlen: ”President, the nordics, central and eastern Europe, McCann Worldgroup”.

Richard Bonner-Davies overtager således ansvaret for en del af McCann-forretningen, den nordiske, som har været præget af uro – og mange udskiftninger på ledelsesniveau – de senere år.

Luca Linder, den øverste chef for McCann Worldgroup siger til The Drum, at den nye topchef har fået til opgave at gentage bureauets succes i Østeuropa.

Richard Bonner-Davies kom til McCann i 2011, og inden arbejdede han for russiske ADV Group, hvor han stod i spidsen for koncernens marketing på tværs af syv lande. Før det tilbragte han 14 år hos Ogilvy & Mather, hvor han bl.a. var CEO for Ogilvy Japan og Managing Partner i New York.