Christian Bjerring fik således under to år til at gennemføre de visioner, han var ansat til at implementere. Økonomien kom i vejen. Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at Christian Bjerring satte meget i gang.
Han forandrede, og han kommunikerede. Under hans ledelse fik vi nyt navn, Huset Markedsføring, nyt logo, ny grafisk identitet, nyindrettede lokaler, bladet blev relanceret, og vi fik styrket kursusprogrammet.
Foreningerne bag huset oplevede stigende medlemstal, bladet Markedsføring fik flere læsere (22 pct.), det samme fik de to daglige nyhedsbreve (30 pct.), og helt nye læserundersøgelser foretaget af Megafon fortæller om stigende tilfredshed med bladets større bredde.
Men det kostede penge at tænke offensivt, og på nuværende tidspunkt ser det ud til, at Huset Markedsføring får underskud i 2008. Et annoncemarked i frit fald ramte os, som det har ramt alle andre mediehuse. Til gengæld er vi begunstiget af en kursusafdeling, der har gjort det bragende flot.
Christian Bjerring satte med andre ord en proces i gang, der var positiv. Men i slipstrømmen fulgte en turbulens og røde tal i regnskabet. Med hans egne ord, så ”er der nu brug for en direktør med en langt mere driftsøkonomisk kurs, og dermed også en direktør med en anden profil end min.”
Den nye konstituerede direktør er Steen Jespersen, og hans første mission er at sikre økonomien i Huset Markedsføring. Det er ingen skam at se på bundlinjen, når tallene er rødlige.
Det er omvendt heller ingen skam at slå fast, at Steen Jespersen agter at fortsætte ad stort set samme spor, som Christian Bjerring indledte med at afstikke. Den store modsætning eksisterer ikke, men vi sætter tempoet ned.
Ny redaktør
Vi har endnu en ændring at meddele, og det skyldes, at Steen Jespersen ikke ønsker at bære flere kasketter. Han har anbefalet, og bestyrelsen har godkendt, at denne signatur nu bærer titlen som ansvarshavende redaktør. Om det er rigtigt eller forkert vil tiden vise.
Min baggrund er en cand. scient. pol. uddannelse fra Århus Universitet, og derefter cirka 15 års freelance-tilværelse, hvor jeg bl.a. arbejdede for det hedengangne reklamebureau Weber & Sørensen i Århus.
Det blev også til 10 år på Det fri Aktuelt, hvor vi troede på, at man kunne sælge en LO-finansieret avis som et uafhængigt medie. Det troede ikke et øje på, og vort oplag styrtdykkede med præcis samme hast, som de øvrige dagblade i dag. På Aktuelt var vi på forkant med udviklingen.
Efter nogle år med bl.a. undervisning i kommunikation på CBS og journalistik på RUC, bad Christian Bjerring mig bidrage med relanceringen af bladet Markedsføring. Her er jeg så nu, og jeg glæder mig helt enormt til den nye opgave.
Hvis jeg skal skitsere en plan, handler det kort og godt om at servicere vore medlemmer. Huset Markedsføring er en medlemsdrevet virksomhed, og det er ikke raketvidenskab at slå fast, at vi bør koncentrere kræfterne om at gøre noget for vore kunder.
Hvor bladet tidligere var fokuseret på bureauerne, sigter vi nu bredere. Helt overordnet beskæftiger vi os med markedskommunikation. Og den består som et minimum af disse søjler: Mediehusene, de rene kommunikations- og strategi-virksomheder, marketingafdelingerne ude i virkeligheden og reklame- og mediabureauerne.
Denne typologi er hverken udtømmende eller konsistent, men den hjælper os til at fokusere artiklerne og kommunikationen.
Det er også det budskab, jeg læser af den undersøgelse af bladet Markedsføring, Megafon har lavet for os.
Og er der én ting, 25 år i mediebranchen har lært mig, er det følgende: ”We make the road by walking.”
Når man som jeg er generalist, har man ingen specialistknag at hænge sin hat på. Jeg bringer mig derfor aldrig i en situation, hvor jeg tror, jeg ved mere om markedsføring, reklame eller kommunikation, end den eller de mennesker, jeg snakker med.
Thomas Edison sagde engang nogenlunde således: ”10.000 eksperimenter var nødvendige for at nå frem til glødelampen.” Den påstand tilslutter jeg mig. Vi retter kursen ind, efterhånden som vi bliver klogere. Og jeg lytter altid til inspiration udefra.