Den 1. februar indtræder Olav Skaaning Andersen i B.T.’s chefredaktion, hvor han afløser Suzanne Moll.
Olav Skaaning Andersen kommer fra Danmarks Radio, hvor han har været chef for Deadline, P1 Orientering og DR2 Udland. Tidligere har han været chef for både DR’s og Ekstra Bladets sportsredaktioner.
– Med Olav har vi fundet den blanding af journalistisk tyngde, ledelseserfaring og professionel tilgang til det tabloide medie, som vi har ledt efter. Han har den determination og gennemførelses-kraft, jeg har ledt efter. Og så har Olav gennem 15 år været en inspiration, en god kollega og en rigtig hård konkurrent for mig, siger B.T.’s ansvarshavende chefredaktør Peter Brüchmann i en pressemeddelelse.
Hovedperson er naturligvis spændt over sit nye job.
– Det er en velredigeret avis, der også er stærk på bt.dk og sporten.dk. Jeg vil gerne være med til at udvikle avisen yderligere. Det skal ske med slagkraftig journalistik og gode historier, der er underholdende fortalt. Og ved til stadighed at inddrage læserne og brugernes interesser og behov, siger han.
Olav Skaaning Andersen slog sammen med Niels Christian Jung sit navn fast, da de med dokumentaren ”Tavshedens Pris” gik meget tæt på dopingmisbrug i international cykelsport og hos den danske rytter Bjarne Riis.
Derudover har Olav Skanning Andersen været nomineret til Cavlingprisen i 1999, 2000 og 2007.