Det danske reklamebureau Reputation og den danske medicinalgigant Lundbeck har igen i år vundet en af de eftertragtede Clio Healthcare Awards, som netop er blevet uddelt i New York.
Denne gang blev det til en bronze-Clio i Film-kategorien for filmen Mode-of-Action for Lundbecks Parkinson-middel Azilect.
Også sidste år kunne Reputation og Lundbeck glæde sig over Clio Healthcare-priser – endda to styk.
Christian Madsen, der er client services director og partner i Reputation siger:
– Vi er fantastisk stolte over at have vundet en Clio Rx Award for andet år i træk. I denne film er vi igen lykkedes med at gøre komplekse budskaber simple samt at placere dem i et stærk emotionelt univers. Det er en evne, som vi gang på gang har vist, ikke blot for Lundbeck, men også for vores andre kunder med komplekse budskaber. Vi er dog ikke helt tilfredse med Clio placeringen, så næste år går vi efter guldet.
Og det er ikke kun æren, det handler om, fortæller adm. direktør og partner Alexander Peitersen:
– Reputation blev født som et bureau i København med fokus på internationale projekter. Vi er globalt lead bureau for flere kunder, herunder Lundbeck de sidste 10 år, og regionalt bureau for mange andre så som Nestlé, Renault og P&G. Derfor betyder internationale priser også meget for os – for vi bliver målt mod andre arbejder fra New York, London og de andre metropoler.
Den prisvindende film er i øvrigt produceret inhouse og ikke i samarbejde med et produktionsbureau. Fotograf er Lars Bonde.
Af juridiske årsager må vi desværre ikke vise filmen.