Danske Medier bakker op om regeringens planer at forbedre de nuværende regler for websitets brug af cookies og afskaffe kravet om ”OK” til cookies på alle websites.
– Det er en glædeligt nyhed, at regeringen vil tage initiativ til at forbedre de danske regler for brug af cookies. Alle parter er enige om, at de nuværende regler fejler deres formål og blot irriterer brugerne uden at beskytte nogens privatliv, siger Allan Sørensen, digital chef i Danske Medier.
En forbedring af cookie-reglerne er et af de initiativer, som regeringens digitale vækstplan rummer.
Cookie-direktivet er grundlæggende grebet forkert an i den henseende, at det regulerer en teknologi i stedet for at sikre, at teknologien ikke bliver misbrugt. – Det er helt absurd, at alle websites skal indhente samtykke til at placere en cookies, der udelukkende bruges til at føre statistik over brug og sikrer en effektiv afvikling af annoncering.
– Begrænsningerne bør fokusere på beskyttelse af følsomme oplysninger som personers navn, adresse, e-mail, telefonnumre, politisk overbevisning, helbred, seksualitet, økonomi, betalingsoplysninger eller tilsvarende.
Den positive udbredelse af viden og tjenester, økonomisk vækst og jobskabelse, som digitale virksomheder har tilført vores samfund, er i vid udstrækning afhængig af annoncer, mener Danske Medier.
– Digital annoncering kan sagtens gennemføres uden at krænke privatlivets fred, lyder det.
De nye regler bør derfor sikre at tillade generel brug af cookies mv., blot det fremgår tydeligt af websites privatlivspolitik.
– De nye regler skal tillade, at firmaer kan operere kommercielt med pseudonymiserede data, der ikke kan henføres til en enkeltperson i tråd med de linjer, der indgår i Rådets seneste forslag til en persondataforordning, slutter Allan Sørensen.