Bilen er i dybeste hemmelighed udviklet i Humble på Langeland af den 34-årige Ricky Søndergaard fra Langeskov ved Odense, skriver Fyns Amts Avis. Han regner med, at en egentlig produktion kan gå i gang sidst på året, så de første biler kan leveres til kunderne omkring nytår.
“Sondergard«, som bilen er døbt efter ophavsmanden, er en lille to-personers sportsvogn med fritliggende forhjul og en 4-cylindret turbomotor fra Opel GT på 264 hestekræfter. Bilen er tegnet af den danske bildesigner Jesper Hermann, der blandt andet har arbejdet for BMW.
Ricky Søndergaard regner med en årlig produktion på 300-500 biler, og han mener, det er et realistisk mål. Prisen kommer til at ligge på mellem 250.000 og 400.000 kroner, men det er uden afgifter, og danske købere må derfor påregne at skulle betale op imod det tredobbelte.
– Markedet ligger helt klart uden for Danmark, siger Ricky Søndergaard til Fyns Amts Avis. Han er oprindeligt fra den lille by Humble på Langeland, hvor hans forældre stadig bor, og af veneration for sin fødeø håber han, at produktionen af den nye bil kan foregå på Langeland.
– Jeg har oplevet utrolig stor opbakning på Langeland, og jeg vil gerne kunne give noget tilbage til området, siger Ricky Søndergaard.
/Ritzaus citattjeneste/