Mediebureauerne i Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB) har taget initiativ til, at få etableret en database over de web-sites, der er mest interessante i annoncerings-øjemed.
Databasen hedder Interactive Ad System, og den skal gøre det nemt for indkøberne på mediabureauerne at identificere sites, som matcher de forskellige kampagners fokus. Samtidig får internetmedierne med den ny database en mere direkte adgang til annonceindkøbernes bruttolister, og de får langt nemmere ved at kommunikere nye tiltag og kampagnetilbud direkte til indkøberne.
– Markedet for internetannoncering er stadig ungt og under hurtig forandring, og derfor er der et praktisk behov for at samle informationer om sites og annoncemuligheder ét centralt sted. Med databasen skaber vi et overblik og en gennemsigtighed i markedet, som både vil være til gavn for online-medierne og annoncørerne, siger Interactive Media Director Christel Poulsen, Mediacom, der er en af projektlederne for databasen.
Databasen finansieres af mediabureauerne under DRRB og er udviklet i samarbejde med Foreningen af Danske Internet Medier (FDIM). Internetmedierne indlægger selv oplysningerne om deres trafik, formater, priser, kategorier mv., og der er krav om, at oplysningerne bliver opdateret mindst fire gange om året.