FLSmidth er en velkendt spiller inden for cementindustrien med en positiv indtjening i størrelsen et par milliarder kroner selv i et kriseår, men nu opgraderer koncernen sin kommunikation inden for mineraler.
Og det er Klausen + Partners, der skal strikke en online-kampagne overfor tre forskellige målgrupper indenfor den globale mineralindustri. Formålet er at etablere FLSmidth som den foretrukne partner indenfor automatisering af mineralforarbejdningsanlæg og processer.
– Traditionelt er FLSmidth bedst kendt indenfor cementindustrien, siger Peter Harrig Nielsen, General Manager, Sales, Customer Services & Marketing hos FLSmidth. ”Vi er en forholdsvis ny spiller i mineralindustrien og det har været vores ønske at øge bevidstheden om vores ekspertise i forbindelse med automatisering indenfor dette industrisegment.”
Fra Klausen + Partners lyder det:
– Mange mineselskaber har endnu ikke erkendt behovet for automatisering, siger Hans-Henrik Søndersted-Olsen, adm. direktør hos Klausen + Partners. ”Derfor har vi sammen med FLSmidth valgt at tage udgangspunkt i en online-dialog på kundernes præmisser frem for traditionel branding. Strategien tager udgangspunkt i en ”viden-for-viden” proces, der skaber bevidsthed om, hvordan branchen kan bruge automatisering for at opnå større udbytte og lavere omkostninger.”
Kampagnen ”Find Your Hidden Treasure” rulles ud netop nu til ca. 3.000 modtagere i hele verden. Med udsigt til at vinde en GPS, som gør det nemmere at finde skatten, samt en ”Automation Audit” i deres virksomhed som hovedpræmie, opfordres modtagerne til at besøge kampagnesitet og deltage i en online undersøgelse.
Den efterfølgende rapport udarbejdet i samarbejde med et internationalt konsulenthus er designet til at gøre automatisering og FLSmidth til et ”talking point” i branchen. Desuden modtager hver deltager en individuel rapport, der benchmarker deres virksomhed i forhold til kollegaerne. Og dermed skaber grobund for en konkret salgsdialog baseret på deres egne informationer.