Hvis man kigger dybt i krystalkuglen kan det meget vel tænkes, at den viser, at annoncekronerne flytter sig i retning af online-medierne.
Det tager FDIM (Foreningen af Danske Interaktive Medier) og Huset Markedsføring nu konsekvensen af, når den nye diplomuddannelse Media Sales Academy Online, tilbydes i samarbejde med mediemanagementfirmaet Mediaid. En uddannelse målrettet annoncesælgere hos onlinemedier.
– Tidspunktet for at starte en specialuddannelse for onlinemediesælgerne er ikke valgt tilfældigt – onlinemedierne har i nogle år levet lidt på en positiv vækstbølge, præget af nysgerrighed. Men i takt med en øget konkurrence, flere måleredskaber og at annonceomsætningen efterhånden er på niveau med de ”gamle” mediegrupper, er mediet nu på vej ind i en mere moden fase, siger udviklingschef Jan Maagaard, Huset Markedsføring.
Vurderingen er, at situationen for online-medierne i stor udstrækning vil komme til at ligne situationen for de traditionelle medier – at det bliver sværere og sværere at få taletid hos kunder og mediabureauer, som begge forventer relevans og udbytte.
– Formålet med Media Sales Academy Online er netop at klæde onlinemediernes sælgere endnu bedre på til at forstå medieindkøbets aktører og dets strukturelle beslutningsmønstre, og dermed gøre dem i stand til at beskrive og vurdere, hvordan man skal organisere sig op imod annoncører og mediabureauer.
Fra FDIM tilføjer projektchef Peter Djurup:
– Vores medlemmer har efterspurgt en salgsuddannelse målrettet mod onlinesalg. Nu har vi i fællesskab fået sammensat et godt uddannelsesforløb, der kommer rundt om de teknikker og værktøjer, online-sælgere har brug for i salgsarbejdet, både i forhold til mediebureauer og annoncører. Vi ser frem til at sætte første hold i gang.