Christian Anting, Senior Vice President Digital Media ved SBS, bliver ny administrerende direktør for C More Entertainment, som driver premium betalings-tv tjenester under varemærket Canal+ og C More i Norden. Den nuværende administrerende direktør, Marc-Antoine d’Halluin, søger nye udfordringer, og det er også tilfældet for salgschefen Helena Skåntorp, der ligeledes har besluttet at forlade selskabet. Rekrutteringen af Christian Anting er sket internt i SBS Broadcasting. Christian Anting har været ansat som Senior Vice President Digital Media for SBS siden juni 2004. Før dette var han Vice President Corporate Development & International Sales.
SBS Broadcasting, der herhjemme er kendt som moderselskab til TV Danmark, Kanal 5, Radio 2 og The Voice, opkøbte i begyndelsen af året C More Group AB, der står bag de nordiske Canal+-kanaler.