Advokat Eric Bruhn (51 år) er ansat som direktør i interesseorganisationen Dansk Dagligvareleverandør Forening (DLF) pr. 1. oktober 2005.
Eric Bruhn, der har et indgående kendskab til dansk dagligvarehandel, får som opgave at få defineret nye mål og visioner for DLF samt at styrke profileringen af DLF i forhold til dagligvarehandelen.
Eric Bruhn er uddannet jurist i 1982 fra Københavns Universitet og har gennem årene bl.a. været direktør i Dansk Organisation af Detailkæder, HR og kommunikationschef i Tetra Pak, Legal and Political Affairs Director i ACE Karton og Miljø.
Siden 2002 har Eric Bruhn drevet sin egen konsulent- og advokatvirksomhed Greenlaw ApS, som primært har haft opgaver for tyske emballageproducenter og detailhandelskæder i forbindelse med indførelse af obligatorisk pantsystem i Tyskland.