Den nye ledelse af McCann Momentum er nu på plads efter at det sidst i 2006 blev meddelt, at Sanne Wall-Gremstrup skulle videre til en international post. Ny direktør bliver Andreas Pitlik, der er adm. dir. for Momentum i Malmø, og samtidig varsles der en offensiv i Øresunds-regionen, idet man har besluttet at fusionere McCann Momentum i København og Momentum i Malmø under hans ledelse.
Nyt navn bliver Momentum Øresund.
Andreas Pitlik har haft ansvaret for en kraftig vækst i det sydlige Sverige med nye kunder som V&S Destillers, Heering Copenhagen og Hästens Sänger.
– Malmø og København komplementerer hinanden perfekt”, forklarer Andreas Pitlik og fortsætter: – Hvor Københavner-kontoret er meget stærkt på relationship marketing, client activation, healthcaremarketing communication og advertising, har Malmø især specialiseret sig inden for action marketing og digital solutions. Desuden råder vi over udstrakte internationale ressourcer. Tilsammen kan vi tilbyde 360 graders service 100 procent tilpasset vore kunders behov.
McCann Healthcare Nordic vil fortsætte som et selvstændigt og integreret brand i Momentum Øresund.
Den internationale McCann-ledelses store ambitioner for Norden og Øresundsregionen understreges af, at der i løbet af det første halvår i 2007 skal ansættes en række nye medarbejdere.
McCanns øverste internationale chef for Momentum, Peter McGuiness, glæder sig over, at Momentum Øresund med over 30 medarbejdere bliver et af de største bureauer i Øresundsregionen.
Momentum Øresund er fortsat i familie med Initiative Universal Media (IUM) og Propaganda McCann
i København samt McCann Malmø.