Den 1. oktober får jubii.dk ny administrerende direktør. Det drejer sig om den 37-årige Peter Lundsgaard, der afløser Henrik Sørensen. Samtidig bliver marketingdirektør Martin Thorborgs ansvarsområder fordelt mellem den ny administrerende direktør og en håndfuld nuværende Jubii-folk.
Siden selskabets to direktører og stiftere for to måneder siden annoncerede deres fratrædelse, har jagten på en arvtager stået på – en jagt forestået af de to stiftere selv. Med den rette blanding af relevant ledelseserfaring, gåpåmod og værdier tæt på Jubii’s egne, bliver Peter Lundsgaard manden, der skal videreføre Danmarks portalsucces nr. 1.
– Jeg ser muligheder i at lade folk tage de nødvendige chancer, da jeg mener, at det er forudsætningen for reel udvikling. Jubii’s fanden-i-voldske traditioner passer mig fint, og jeg har stor respekt for det fremadrettede og stærkt løsningsorienterede arbejde, som firmaet har gjort sig til eksponent for i de internationale opgaver indenfor Lycos Europe. Mit mål er at fastholde en dynamisk udvikling og frem for alt undgå stilstand. Jubii skal fortsat være frontløberen på det danske marked, fastslår Peter Lundsgaard.
Peter Lundsgaard kommer fra et længere karriereforløb hos elektronikgiganten Panasonic, hvor han i egenskab af bl.a. marketingdirektør har slået sine folder i godt et årti. Dette arbejde bragte ham fra Panasonic i Danmark til det europæiske hovedsæde i Tyskland, hvor han har været en nøgleperson i koncernens marketing- og salgsindsats i de pengestærke europæiske markeder. Desuden har Lundsgaard haft en enkelt toårig afstikker til konkurrenten Thompsons skandinaviske hovedsæde i Sverige.