Dansk Annoncørforening har ansat Otto B. Christiansen som ny direktør. Han tiltræder d. 1. november og erstatter Eva Tufte, der forlader foreningen til fordel for et job som direktør for Mødrehjælpen. Otto Christiansen kommer fra en stilling som marketingchef i Danske Bank og før det var han marketingchef i Realkredit Danmark og hos EDC Mæglerne. Han har desuden en fortid som kontaktdirektør i Grey og Leo Burnett.
– Jeg glæder mig utroligt meget til at starte i Annoncørforeningen. Det bliver spændende at udnytte min viden på marketingområdet og reklamebureauområdet til at rådgive vores medlemmer. Mange af medlemmernes spørgsmål har jeg allerede været konfronteret med som bestyrelsesmedlem og ekstern rådgiver for foreningen, så jeg er ikke helt ubekendt med jobbet, siger Otto B. Christiansen og tilføjer:
– Samtidig vil jeg også række en hånd ud til reklamebureauerne, mediebureauerne, reklamefilmproducenterne og medierne samt de øvrige samarbejdspartnere på reklamemarkedet – uden et godt samarbejde med dem, bliver det vanskeligt at skabe god reklame og det er vel dét, det handler om i sidste ende: At skabe god reklame!