De fleste københavnere kender den turkise buslinje 5C, der i 2017 erstattede den legendariske 5A.
Linje 5C, som er en af Nordens travleste buslinjer, kan nu transportere op til 2.200 passagerer i timen. Og med lanceringen af 5C fik passagerne bl.a. et renere miljø.
De turkise Cityline-busser kører nemlig på fossilfri biogas og udleder såvel 72 pct. mindre NOx som 33 pct. færre partikler, end linje 5A gjorde. Og så støjer de tilmed væsentligt mindre.
Det interessante er også, at unge mennesker er en stor passagergruppe. Og derfor ønsker Movia at vise 5C’s betydning for byen og ungdomslivet gennem en film, som nu er produceret til – og med – de unge.
Om det lykkes, kan du afgøre neden for, hvor vi viser filmen.
5C er et antropologisk studie i sig selv
Movias film om 5C er lavet i samarbejde med reklamebureauet Yellow. Senior Art Director Christine Mattebjerg, der er kreativt ansvarlig for filmen, fortæller:
– Vi ville fortælle historien ægte, råt og upoleret på de unges præmis. Jeg har aldrig haft en bil og er stor fortaler for offentlig transport, lyder det fra Christine Matteberg.
– En ting er, at 5C giver så meget mening som transportmiddel, men jeg har også altid elsket at observere alle de forskellige typer, der rejser med bussen. De har hver deres historie med sig, hvilket gør det super interessant.
– Det er et antropologisk studie i sig selv. Under paraplyen ’5C – lidt af byen’ indfanger og formidler vi dette på en cool måde, der appellerer til de unge.
Filmen lykkes især på grund af et samarbejde med produktionsbureauet Honeytrap, der med producent Malene Dyhring i front stillede med en ægte 5C-dedikeret instruktør i form af Ian Isak, der har kørt mange kilometer på netop denne buslinje.
Filmen er et godt bud på, hvor Movia er på vej hen
Processen har været præget af gensidig kreativitet og god kemi mellem Movia og Yellow.
– I Movia er vi optaget af de mennesker og historier, som vi kører med og er en del af, fremfor af systemer og materiel, fortæller kommunikationsdirektør hos Movia, Camilla Struckmann.
– Yellow forstod instinktivt, hvor vi er på vej hen og deres mangeårige erfaring med at brande den offentlige transport og det unge segment, har vi mærket i bureauets approach og tankegang. Derfor er 5C-filmen også et rigtig godt bud på, hvor Movia som brand er på vej hen.
Søren Sachs, CEO hos Yellow, er glad for, at Yellow igen arbejder med offentlig transport:
– Vi har sammen med Movia en stærk forståelse for, at det handler om meget mere end selve den offentlige transport. Det handler om liv, uddannelse, job, sport, kærester, familier og alt det andet indimellem. Og det er i dette krydsfelt, at 5C binder det hele sammen for tusindvis af mennesker i timen mellem Herlev og Lufthavnen, slutter Søren Sachs.
Se filmen her:
Credits:
- Instruktør: Ian Isak
- Executive producer: Malene Dyhring
- Produktionsleder: Mille Bøgelund
- Produktionsassistent: Tue Kujahn
- Fotograf: Joao Botelho
- B-foto: Viktor Knötzel
- Kamera: MAAN rental / Jacob Møller
- Lys: Trust Rental
- Klipper: Søren Ottesen / Ian Isak
- Grader: Mikael Balle
- Post produktion: Larsen VFX
- Sound designer: Samuel Lehn
- Safety: Sune Garn / Undervandsfilm.dk
- Yellow inhouse producer: Satcha Schantz