På en nylig afholdt generalforsamling blev Nordisk direktør, cand. merc. Henrik J. Hansen, AC Nielsen AIM A/S valgt til ny formand for Foreningen af Markedsanalyseinstitutter i Danmark (FMD). Han afløste dermed den hidtidige formand, direktør Mads Ruby, Jysk Analyseinstitut A/S, der har været formand siden 1999 og derfor ikke kunne genvælges.
Den nu afgåede formand kunne i sin beretning oplyse, at foreningen i 2002 har optaget to nye medlemmer: TNS-Gallup A/S og Megafon. Derved har foreningen i alt 12 af de største og mest toneangivende markedsanalyseinstitutter i Danmark som medlemmer.
Stort arbejde for analysebranchen
Den ny formand, Henrik J. Hansen, udtaler til “Markedsføring”, at Mads Ruby har gjort et stort arbejde for analysebranchen i de 4 år han har været formand. Han har i tæt samarbejde med foreningens medlemmer styrket branchen med nødvendige tiltag som kvalitetsstandarder for markedsanalyse (EMAQS), sørget for et forskningsrelateret samarbejde med Center for Marketing Communication ( tidligere Forum for Reklameforskning) ved Handelshøjskolen i København, gjort foreningen større med optagelsen af nye medlemmer og forstået at markedsføre brancheforeningen som en slagkraftig forening, som gør noget for sine medlemmer.
Institutternes forskellighed
Markedsanalyse-branchen er meget heterogen med meget forskellige institutter. De væsentligste af dem er nu repræsenteret i brancheforeningen, der borger for kvalitet og seriøs markedsanalyse. Dermed adskiller brancheforeningens medlemmer sig fra “sidegade-institutterne”, mener Henrik J. Hansen.
Kvalificerede analysekøbere
Der skal ikke herske tvivl om, at analysebranchen har haft svære tider de sidste år, fortsætter den nye formand for FMD. Mange nye spillere er kommet på banen de sidste 5 år, og kunderne stiller større og større krav til dokumentation af de strategiske forretningstiltag og markeds føringsindsatser, de foretager. Ligeledes stiller kunderne større krav til institutterne i form af strategisk sparring og beslutningsstøttende rekommandationer, som kan gives på baggrund af analyser. Det er en udvikling, som man hilser med glæde og som FMD-nstitutterne er gearet til at mestre.
Henrik J. Hansen har som ny formand for FMD den vision at fortsætte arbejdet med at få kvalitetsstandarderne ISO-certificeret, og at øge samarbejdet med Center for Marketing Communication. Desuden vil den nye formand i samarbejde med Reklameskolen søge at få etableret en diplomuddannelse for analyserådgivning.
Henrik J. Hansen er foruden at være nordisk direktør for ACNielsen AIM, ekstern lektor ved Institut for Afsætningsøkonomi, tilknyttet Center for Marketing Communication, hvor han sidder i styregruppen, og underviser på Reklameskolen.
FMD-institutterne i dag er: ACNielsen AIM A/S, Alsted Research A/S, DMA/Dansk Markedsanalyse A/S, GfK Danmark A/S, I & A Research A/S, Jysk Analyseinstitut A/S,
Megafon, Millward Bro wn Denmark, Research International A/S, TNS-Gallup A/S, Vilstrup Research A/S, Wilke Markedsanalyse A/S.