Forværringen af den europæiske gældskrise truer med at skubbe dansk økonomi ud over afgrunden. De økonomiske vismænd, som i går præsenterede deres efterårsrapport, vurderer, at de seneste måneders økonomiske og finansielle uro udgør en alvorlig trussel mod dansk økonomi og samtidig indskrænker Danmarks økonomiske handlefrihed.
Dansk økonomi står i bedste fald over en årelang ørkenvandring og i værste fald overfor en ny dyb krise med et dramatisk jobtab på 100.000 personer og et historisk budgetunderskud på 127 mia. kr., mener vismændene.