Det er muligvis ikke noget, flertallet af os sådan går og tænker over til daglig: I det hele taget vil mange formentlig tænke mobiltelefoner, når de hører navnet ”Motorola”.

Men tilføj ordet ”Solutions” og du har en af verdens førende leverandører af alt tænkeligt udstyr til data- og telekommunikation til lande, regeringer og private virksomheder.

Hidtil har virksomheden benyttet sig af mange forskellige samarbejdspartnere på bureaufronten, men nu har Motorola Solutions besluttet sig for at nøjes med ét globalt – nemlig AdPeople.

– Vi skrev kontrakt for få måneder siden og er allerede i fuld gang med arbejdet, fortæller Sille Stener, der sidste sommer tiltrådte som ny adm. direktør hos AdPeople i København.

Globalt set-up

Samarbejdet er ikke kommet i stand efter en decideret pitch, fortæller hun, men via kontakter i bureauets – og Motorola Solutions’ – internationale netværk.

Mere konkret blev de første kontakter skabt via Motorola Solutions globale CMO, som blandt andet via WPP havde hørt om AdPeoples arbejde med Dell.

Massimo Sangiovanni, der er Vice President EMEA Marketing hos Motorola Solutions, fortæller, at virksomheden faktisk hidtil har benyttet sig af mange forskellige bureauer, men at det var blevet for ”disconnected”.

– Derfor søgte vi et enkelt bureau, der kunne løfte opgaven globalt og det mener vi at have fundet i AdPeople. De har et globalt set-up og en platform, som vi finder interessant og som står godt til vores målsætninger og tilgang til marketing. Så vi føler os meget komfortable med det nye samarbejde, siger Massimo Sangiovanni.