Greentechs nye stærke italienske storaktionær, finansfyrsten Sigieri Diaz delle Vittoria Pallavicini, der i går satte sig selv i direktørstolen i stedet for Kaj Larsen, gør op med den model for opkøb af vindmølleprojekter, der tidligere har kendetegnet Greentech, og nu har blandet selskabet ind i en omfattende mafiasag, skriver dagbladet Børsen. Ifølge Pallavicini skal det nu være slut med at lade lokale developere beholde en andel af det selskab, de er med til at udvikle og siden sælge.
Det var netop problemet, da Greentech købte 85 pct. af det omstridte sicilianske vindparkprojekt Minerva Messina af Milliardærklubben, og lod den mafiamistænkte Vito Nicastri beholde sine 15 pct. En ejerandel der nu er beslaglagt af antimafiapolitiet.