De var først med digital redigering i Danmark. Siden opfandt de et digitalt masterbibliotek, og senest har de gjort en Henry tilgængelig for andre end dem med de fede rejsebudgetter. I disse dage lægger Minerva Film sidste hånd på en skyskraber i miniformat. En ny højborg for alle dem, der elsker at lave reklamefilm.
– Huset er lavet, fordi vi mangler plads. Og som man kan se, er huset et glashus med masser af lys. Det er vores filosofi, at også i postproduktion skal arbejdsrummet have så meget lys som muligt, fortæller direktør og indehaver Sten Hasager fra Minerva Film, og fortsætter: – Huset ligger sådan, at solen går rundt om huset uden at den rammer monitorer og computerskærme. Der kan være nogle marginale steder, men her vil skillerum regulere forholdene.

BYGGET SOM EN SKYSKRABER
– Det nye hus er tegnet af professor Mogens Breyen. I arkitektursprog ville man sige, at bygningen fremstår som et let transparent glastårn, der indgår i et direkte samspil med Baldersgades heterogene bygningsmasse, forklarer Sten Hasager.
Andre vil nok spørge sig selv, hvad en vaskeægte stump skyskraber skal midt imellem Baldersgades meget varierede bebyggelse – for nu at sige det pænt.
– Det nye hus er faktisk konstrueret på præcis samme måde, som når man bygger himmelhøje skyskrabere. Det vil sige, det er et stålskelet med et minimalt dække af beton. Der er aldrig bygget så højt et hus med den konstruktion herhjemme, og vi har også under byggeriet haft besøg af arkitekt- og ingeniørskoler, fortæller Sten Hasager.
De to nederste etager er trukket tilbage, så der er plads til et bredt fortov. Husets andre etager rager ud over fortovet, hvilket giver udsigt til Nørrebrogade og langt hen ad gaden.

MAN STARTER På TOPPEN
Filmhuset er indrettet på den måde, at arbejdet som regel vil begynde på øverste etage, og så gå ned gennem etagerne. Øverst ligger derfor Avid’en, eller det vil sige et par Avid’er. Har man lyst til at tænke lidt over “tingene“, kan man træde direkte ud en terrasse med udsigt over byen.
– Neden under, på 5. etage, vil der komme et lydstudie. Det må være det første af sin art herhjemme i den højde. 2. etage bliver indrettet til vores flagskib, Henry’en, hvis hurtighed og fleksibilitet åbenbart er faldet i smag hos flere og flere kreative, udtaler Christel Ipsen, som er den daglige leder af Minerva Films post-production.
Henry’en er den eneste i Danmark, som Minerva Film har haft kørende i mere end et år, med engelske og danske operatører. På samme etage kan man også gå videre i videografikken.
– På 1. etage har vi placeret et større møderum til kundepræsentationer. Der er derfor også gennemgang til den eksisterende bygning, hvor vores digitale redigering fortsat vil ligge. I stuen ligger reception og bookingkontor. Herfra kan man også gå igennem til off-line redigering og videografik. Så det hele hænger sammen, forklarer Christel Ipsen.
Der er, naturligvis, elevator hele vejen til toppen.

PLADS TIL FLERE ENDNU
Minervas nye hus er klart til indflytningen inden 1. maj. Byggeriet har stået på i et lille år, og Sten Hasger oplever, at kunder og medarbejdere har taget byggerodet ualmindelig pænt. Det har også været noget af et puslespil at fortsætte driften undervejs, så nu glæder de sig til det nye hus og til foråret.
– Vi har to etager til overs, som vi gerne lejer ud, allerhelst til en eller to virksomheder med relation til branchen, eller måske nogle IT-folk. Det skal helst være nogen med liv i kludene, og som vil sætte pris på synergieffekten, adgang til kantineforhold og velsmurt organisation, siger Sten Hasager og slutter: – Det er måske skørt at lave det her projekt. Men dels synes jeg selv, at det er flot og funktionalistisk, dels er det også en ekstra service over for vores kunder, som både er kræsne og har kvalitetssans. De vil føle sig godt til rette i det nye hus.

(Hovedbilledtekst, billede af bygningen)