Forbrugerbevægelsen ”Stop Spild Af Mad” fylder i disse dage 8 år, og i den anledning lancerer Selina Juul ”Nationalt Videncenter om Madspild”.

Det er der behov for, mener stifteren, hvilket kan ses af at ”Stop Spild Af Mad’s” undervisningsmateriale er blevet downloadet og brugt af danske skoler over 4.900 gange siden 2013. 

– Det bliver Nordens første initiativ af denne karakter, og mange har i flere år efterspurgt et initiativ som dette, siger Esther Kristensen, Miljø- og madspildskonsulent og Vidensansvarlig for ”Nationalt Videncenter om Madspild”.

– Derfor er det på tide at samle den efterhånden gigantiske mængde af viden et centralt sted for at skabe solid vidensdeling for borgere, skoleelever, journalister og andre madspildsinteresserede.

”Nationalt Videncenter om Madspild” har til formål at oplyse om madspildets omfang, samt oplyse om tiltag, analyser, rapporter, organisationer og andre aktører i Danmark og i udlandet, som aktivt arbejder med både forebyggelse og reduktion af madspild.

Derved vil det nye center ”bidrage med saglig oplysning og formidling af kvalificeret viden på området”.

Ingen penge til driften

Foreløbig er initiativet et rent pro bono foretagende. Bortset fra 7.000 kroner fra Metro-Schrøder Fonden, er der hverken offentlige penge eller driftsmidler fra private fonde i det nye set-up.

– Vi vil med tiden søsætte flere længerevarende projekter og initiativer. Da der er utroligt meget viden at hente derude, opfordrer vi p.t. alle aktører i kampen mod madspild til at kontakte os og bidrage med mere viden, som vi vil kunne fremhæve på Videncenterets hjemmeside,  slutter Esther Kristensen.

Kommunikationsbureauet Help PR, der har mange års erfaring med fødevarekommunikation, har også arbejdet pro bono i tre måneder for at få hjemmeside og indhold eksekveret.