Bergen Kommune har netop offentliggjort, at Kontrapunkt skal designe Bergens nye metro – Bergens Bybane. Kontrapunkt indgik i et konsortium med tre partnere fra Bergen: arkitektfirmaet Cubus, tøjdesigner T-Michael og Fuggibaggi Design. Vinderforslaget er et af de største udbud, en dansk designvirksomhed nogensinde har vundet. Kontrapunkts konsortium forventer en omsætning på et tocifret million-beløb over de næste år. Kontrapunkt håber, opgaven vil sætte nye standarder for betydning af design i større etableringsprojekter.
Konkurrencen bestod i en meget bred designopgave – lige fra logo og navnetræk til togene, stationerne, landskab, beklædning osv. Der er således tale om en helhedsløsning, hvor delene hænger sammen og sikrer et både æstetisk flot og funktionelt udtryk.
– Ved at vinde den måske mest omfattende designkonkurrence, som har været udskrevet i Europa, har vi demonstreret en unik tværfaglighed, siger designer Lars Larson fra Kontrapunkt og fortsætter:
– Opgaven vil give os et godt fundament på det norske marked. Det ligger perfekt i tråd med vore bestræbelser på at øge omsætningen på internationale og udenlandske kunder.
Første etape af Bergen Bybane har et etableringsbudget på 1,8 mia. norske kroner. Byggeriet er netop iværksat, og bybanen forventes at åbne i maj 2009. Projektet er hovedsageligt finansieret af bompenge fra privatbilister, som allerede nu betaler for at køre ind i Bergen centrum. Projektet er styret af Bergen Kommune.
Kontrapunkts vinderforslag kan ses på www.bergen.kommune.no/bybane/ ved at klikke på “Se designforslagene” og “Banen vår”
Kontrapunkt er med sine 65 ansatte et af Skandinaviens største branding- og designfirmaer. MSOL