Den svenske Foreningssparbanken laver internetbanken, Firstviewbank.com, der udover at være bank skal fungere som finansieringsportal, der kan lave alliancer med andre finansieringsinstitutter. Udgiften til fødselen af Firstview er på et godt stykke over de 100 millioner kroner, men ifølge marketingdirektør René Thomsen forventer man allerede inden for fire år at have overskud. Og efter syv skulle satsningen gerne være betalt tilbage. Udviklingen af den del Firstview som er finansieringsportal er skabt af webbureauet Agency.com, der har udarbejdet ideerne helt fra grunden. Agency.com vandt opgaven i en bureaukonkurrence mod Ahead for knap et år siden. I forbindelse med markedsføringen af Firstviewbank.com vil webbureauet Agency.com forsøge at påvirke de danske netbrugere med nye typer af onlinemarkedsføring. Typer der er naturlige i USA og England, men som stadigvæk er uprøvede i Danmark. Det drejer sig primært om to forskellige typer. Dels en ny type interaktiv banner, dels en transition ad eller form for opmærksomhedsskabende mellemlagspapir, der dukker op, når man på et site skifter mellem de enkelte sider.